14-08-01 |
|
Ingrid Willum åbner butik i Lillegade 8 i Grenaa: |
![]() |
Mode og brugskunst i »Willum«
Efter 9 spændende og gode år hos TH Boligmiljø i Storegade i Grenaa, har Ingrid Willum nu rykket teltpælene om til nabo-gågaden Lillegade, hvor hun torsdag den 16. august åbner mode- og brugskunstforretningen »Willum« på adressen Lillegade 8, der senest har huset skotøjsforretningen »Gizmo Shoes«.
Indehaverne af TH Boligmiljø, Birthe og Tage Hansen, har valgt at afvikle deres forretning på grund af alder, og det fik Ingrid Willum til at genopfriske en gammel drøm om at få foden under eget bord rent arbejdsmæssigt. Og da det lokale hun havde kig på som førsteprioritet viste sig at være ledigt, så slog hun til, og på torsdag åbner hun så en forretning, der byder på ting som spændende receptionsgaver, ting til hjemmet, sko og tasker samt smart og anderledes tøj til den »voksne« pige.
- Og det begreb spænder faktisk vidt. Det store tyske modefirma »Mac Mode« definerer det selv som aldersgruppen fra 28 til 80 år - og alt efter hvordan man mixer tøjet og sætter de forskellige dele sammen. »Mac Mode« har ikke været i byen i et års tid på grund af mangelen på en dansk agent, men en sådan er der kommet nu, hvorfor jeg har haft mulighed for at få deres lækre cowboybukser på hylderne, siger Ingrid Willum.
Sortiment og mærkevare-artikler kommer i vid udstrækning til at gå igen i forhold til hvad TH Boligmiljø havde på hylder og bøjler, men Ingrid Willum har også fundet nye, spændende varer til forretningen. Som allerede nævnt blandt andet cowboybukser fra det tyske firma »Mac Mode«, der ganske enkelt ikke laver andet end cowboybukser (4,7 millioner af slagsen i 2000 for at være helt nøjagtig), smart tøj fra et nyt dansk firma, der hedder »Mind«, diverse glasting, unikasmykker og flotte stentøjsting fra anerkendte navne som Henriette Flint og Dorte Visby.
Lokalet har undergået en større forvandling, så det fremstår i lyse og venlige farver og med det originale trægulv som en central og rustik del af rummets ellers stilmæssigt bløde og elegante udtryk. I et hjørne har Ingrid Willum endvidere indrettet et prøverum, der formentlig både er ét af største og mest stilrene af slagsen i hele byen.
- Piger kan godt li’ at have god plads når de skal prøve tøj, så derfor er jeg ganske godt tilfreds med indretningen af dette prøverum, siger Ingrid Willum, der er født og opvokset i Grenaa.
Hele hendes voksne arbejdsliv har hun da også lagt i fødebyen. Inden TH Boligmiljø kaldte på hende i starten af 90’erne var det nemlig blevet til en længere årrække som ansat hos »Bendixen« i Østergade. Hun kom faktisk i lære hos Henning Bendixen i den del af forretningen, der havde med møbler og brugskunst at gøre, så hun har faktisk handlet med smukke ting og genstande siden sit 16. år.
Og hun er stadig lige fascineret af det hun arbejder med.
- Jeg synes det er utroligt spændende at kunne introducere kunderne for nogle nye ting, nye måder at gribe moden an på og mulighederne der findes for indrette sit hjem smukt med videre. Eksempelvis det folkene fra »Mind« laver p. t. med en kollektion til piger, hvor tøjet er beregnet til brug både på jobbet og derhjemme. Et meget ungt og spændende firma med folk der har arbejdet for Red//Green, og som jeg tror meget på som trendsættere. Men også et firma som »Kombination«, der som noget meget sjældent laver tøj i 100% ren uld, har meget at byde på, siger Ingrid Willum, der glæder sig til at vise sine ting frem for kunderne fra på torsdag.
Ingrid Willum - nybagt forretningsindehaver i Grenaa - slår døren op til mode- og brugskunstforretningen »Willum« på adressen Lillegade 8 i Grenaa på torsdag. Her ses hun i forretningens meget rummelige prøverum.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000