14-08-01 |
|
De østjyske aktiviteter i Arusha skal koordineres |
![]() |
Senior Metal Grenaa og Mellemfolkeligt Samvirke på Djursland har ved flere lejligheder været involveret i udviklingsprojekter i Arusha-regionen i det afrikanske land Tanzania - blandt andet via produktion af majsmøller på Grenaa Produktionsskole. Men det er så langt fra de eneste udviklings- og udvekslingsprojekter mellem Østjylland og Arusha, og i erkendelse heraf har de forskellige organisationer og foreninger bag arbejdet nu sat sig sammen med henblik på at etablere en gruppe, der skal koordinere dette arbejde. Alle, der måtte være interesseret i at deltage i dette arbejde kan med fordel møde op på Marselisborg Gymnasium i Århus den 20. august. »Den østjyske koordineringsgruppe for samarbejdet med Arusha-regionen« er således åben for alle organisationer, foreninger og enkeltpersoner i Østjylland, som arbejder i Arusha-regionen. Forhenværende museumsdirektør ved Djurslands Museum i Grenaa, Bjarne Flou, der har beskæftiget sig med Tanzania’s kvægnomader siden 1969, er også gået ind i dette arbejde. I bund og grund handler det om at opsamle viden til gavn for fremtidige projekter i Arusha-regionen, fortæller formanden for Senior Metal Grenaa, Oluf Jensen.
Involveret i forarbejdet er endvidere Senior Metal Hadsund/Assens, Metal Veteranerne Horsens, Mellemfolkeligt Samvirke, Internationalt kontor i Århus, Arusha’s Venner, Århus, HK Århus og CPI (International komité for nomadiske anliggender).
Man er blevet enige om at foreslå følgende arbejdsområder for samarbejdet:
- Være opdateret vedrørende organisationernes aktiviteter i regionen - blandt andet i form af en kalender, der viser faser i arbejdet for de enkelte projekter, besøgsrejser, indgåelse af aftaler, deadlines, hvilke donorer, som er involveret via en fælles hjemmeside. Der kan her også søges oplysninger om projekter i regionen, som er igangsat af organisationer udenfor Østjylland.
- Samle en erfaringsbank og eventuelle løsningsforslag vedrørende Arusha-regionen.
- Etablere et projektkatalog over opgaver som organisationerne med fordel kan løse sammen med andre organisationer.
- Arbejde på at få en fast koordineringsperson i Arusha.
Og det er altså mandag den 20. august på Marselisborg Gymnasium, at man for alvor starter på at knytte alle disse tråde.
De østjyske aktiviteter i forbindelse med udviklingsarbejder i Arusha-regionen i Tanzania - som denne majsmølle fra Grenaa Produktionsskole - skal koordineres via nedsættelse af en slags komité. Der er møde herom den 20. august på Marselisborg Gymnasium.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000