14-08-01

Ménière- og Tinnitus Cafétager hul på nyt program

Grenaa Blad logo

Den 4. september tager Ménière- og Tinnitus Caféen i Grenaa hul på efterårsprogrammet. Caféen holder til i Kulturhuset Pavillonen, og hovedformålet med den er at skabe et mødested for personer, der lider af ménière og/eller tinnitus. Caféen er åben for alle, og familie og venner til ménière- og tinnitusramte er specielt velkomne.
Programmet indledes den 4. september, hvor speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme Frede Duus, Grenaa, kommer på besøg i caféen. Den 2. oktober gæster pensioneret overlæge Jean Courtois caféen. Han kommer og fortæller om sin opvækst i Normandiet i Frankrig. Herunder om D-dagen og om det at være turist i Normandiet. Den 30. oktober vil formanden for Tinnitusudvalget, Marianne Madsen, Nyborg, fortælle om den nyeste forskning omkring tinnitus. Formanden for Ménière-udvalget, og tidligere redaktør af MTF-Nyt, Birgit Elk, Birkerød, er næste levende billede i caféen. Den 27. november vil hun besvare spørgsmål om ménière. Den 11. december er der juleafslutning i caféen. Endvidere er der udover de nævnte ting åben café med hyggeligt samvær på datoerne den 18. september, 16. oktober og 13. november.
Ménière- og Tinnituscaféen drives af frivillige med disse øresygdomme inde på livet. Rie og Henry Markussen, Grenaa, er ansvarlige for caféen, der har opnået økonomisk støtte fra Ménière- og Tinnitusforeningen, Folkeoplysningensudvalget i Grenaa Kommune, Lions Club Grenaa og Grenaa Kommune.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000