14-08-01

Spritkørsel og dårlig opførsel i Trustrup

Grenaa Blad logo

Forrige weekend bød på to episoder i Trustrup, som påkaldte sig opmærksomhed fra lovens lange arm. Fredag sidst på eftermiddagen faldt den første episode i et fodgængerfelt. To kvinder gik ud i feltet, hvoraf den ene pludselig stoppede op. Derved spærrede hun kørebanen for en 47-årig mandlig bilist fra Harlev, der i første omgang stoppede op, men da kvinden blev stående blev det ham et nummer for broget. Han kørte lidt frem for at markere, at han gerne ville have lov til at passere fodgængerfeltet, men så gik kvinden fuldstændig agurk i sommervarmen. Hun gik med andre ord amok på bilen med slag og spark. Det havde bilisten lidt svært ved at se det fornuftige i, så han steg ud af køretøjet for derpå med sin overlegne fysik at bugsere hende ind på fortovet. Kvinden får angiveligt en erstatningssag på halsen, og derudover vurderer Grenaa Politi, at hun vil kunne sigtes for både gadeuorden, hærværk og overtrædelse af færdselsloven. Der skulle være tale om en 35-årig kvinde fra Trustrup.
Natten til søndag den 5. august var den så gal igen. Her stoppede politiet på Lykkesholmvej en 46-årig kvindelig bilist fra Trustrup, som man valgte at sigte for spiritus/promillekørsel. Hun blev således anholdt og kørt til blodprøveudtagelse.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000