07-08-01

Dobbeltdækkerbus tog hatten af for det frivillige arbejde i Grenaa

Grenaa Blad logo

»Hatten af! Her kommer de frivillige!«. Sådan stod der på siden af den dobbeltdækkerbus, der lagde vejen forbi Grenaa i fredags. Bussen tog opstilling på Torvet ved Det Gamle Rådhus, hvor den benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på frivilligt arbejde i almindelighed og frivilligt arbejde i Grenaa i særdeleshed. Mange af de lokale frivillighedsforeninger var da også repræsenteret på Torvet denne fredag i Grenaa.
Socialminister Henrik Dam Kristensen har sendt bussen ud i det danske sommerland med henblik på fra officielt hold at anerkende - tage hatten af for - det frivillige, sociale arbejde, der foregår på mange fronter og niveauer i Danmark. Og samtidig skubbe til en udvikling, så endnu flere kommer i gang med frivillighedsarbejdet. Ikke mindst via aktivering af nye grupperinger i frivillighedsarbejdet såsom børn/unge og flygtninge/indvandrere.
»Anderkendelse« er netop ét af de fire hovedmål for FN’s Internationale Frivillighedsår 2001 sammen med »vækstbetingelser«, »netværksdannelse« og »synliggørelse«. Denne dobbeltdækkerbus, som er anskaffet via Lars Bang, tidligere Grenaa, er simpelthen den enkeltstående indsats i den danske udgave af Frivillighedsåret, som den nationale komité for Frivillighedsråret har største forventninger til. Den er skabt til »synliggørelse« af frivilligt arbejde på de danske landeveje og ved de omkring 60 byer, hvor den har planlagt at gøre holdt på torve og pladser, i parker og på strøg.
Idet bussen flytter sig fra sted til sted i Danmark her i sommerens løb, så er den i sig selv udtryk for »netværksdannelse«, fordi den trækker en forbindelse fra det ene lokalområdet til det næste, og samtidig er den et udtryk for, at lokalområderne er dele af en helhed, nemlig det frivillige arbejde, som foregår i det danske samfund. Den medbringer også et tæppe, hvorpå der efterhånden vil danne sig et netværk af fugle i alle kulører og alle slags udseende, udført af frivillige i hvert lokalområde. Fuglene vil til slut danne et sammenhængende netværk efter inspiration fra Per Arnoldis plakat med fugleflokken, der flyver vingespids mod vingespids: Og frivillige vil følge med fra det ene område til det næste som udtryk for at danne netværk.
Idet bussen gjorde holdt i Grenaa var det byens borgmester Gert Schou, der holdt velkomsttalen. Han roste såvel initiativet med kampagnebussen som det frivillige sociale arbejde mange mennesker lægger for dagen. Ikke mindst i hans egen kommune. De cirka 35 institutioner og foreninger i Grenaa i det frivillige arbejde var da også rigt repræsenteret på dagen, hvor to af genbrugsbutikkerne, Folkekirkens Nødhjælps og Dansk Røde Kors’, sørgede for hver sin modeopvisning. Lokalrådene ved Ældrecentret Posthaven, Violskrænten, Hedebo-Centret, Fuglsanggården og Lyngbygård var også til stede for at give en orientering om rådenes arbejde, og ligeledes kunne man møde repræsentanter fra Kirkens Korshær, Landsforeningen Psykiatri, Selvhjælpsgrupperne Djursland, HjerneSagen i Grenaa, Ménière- og Tinnituscaféen i Grenaa, Fibromyalgoforeningen, Scleroseklubben Djursland, Dansk Parkinsonforening, Dronningens Ferieby, Lydavisen Posthaven og Voldsofre i Grenaa.

4sp. btekst
En dobbeltdækkerbus, der gør reklame for det frivillige sociale arbejde, lagde vejen forbi Torvet i Grenaa i fredags.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000