07-08-01 |
|
Grenaa Kommune har været på en tur til Türi |
![]() |
Grenaa Kommune har her i den indeværende sommer været på en officiel tur til kommunens estiske venskabsby Türi. Dette års venskabsby-konference med deltagelse af Åmål (Sverige), Frogn/Drøbak (Norge), Loimaa (Finland), Grenaa og Türi var nemlig henlagt til sidstnævnte by, som tillige benyttede lejligheden til at festligholde byens 75 års jubilæum. Grenaa Kommune var repræsenteret ved byrådsmedlemmerne Niels Erik Iversen, Birgit Jensen - begge Socialdemokratiet - og Venstre-manden Jørgen Katholm foruden byrådsmedlemmernes respektive livsledsagere - plus to repræsentanter for kommunens ungdom i skikkelse af gymnasie-eleverne Mette Hee Christensen og Ane Clausen. Delegationen fulgte et meget stramt tre-dages program, der bød på mange forskellige besøg rundt omkring i Türi og omegn. Desuden behandlede man et forudbestemt tema på konferencen. I år omhandlede dette folkeskoler og ungdomsuddannelser, og når Grenaa om to år skal være vært for den næste venskabsby-konference bliver temaet »IT-anvendelse i netværkssamfund«.
Samarbejdet bør udvikles
Efter besøget i Türi er Grenaa-delegationen vendt hjem med et budskab om, at det nordiske venskabsby-samarbejde ikke må gå i stå, men bør udvikles på flere fronter end den rent kommunale til gavn og glæde for alle parter.
- Det er meget vigtigt, vi holder fast i dette samarbejde, for vi kan virkelig give hinanden noget på mange forskellige niveauer, inspirere hinanden til nye løsninger og andre måder at gribe tingene an på, siger Niels Erik Iversen, der kan fortælle, at Türi er en lille by/kommune med cirka 7.000 indbyggere, men en kommunalreform er på vej i form af kommunesammenlægninger, som vi også har set herhjemme, og denne reform vil angiveligt kunne bringe indbyggertallet op på 12.500. Med kun 75 år på bagen er der selvsagt tale om en meget ung by, som er opstået omkring en papirfabrik og jernbanen.
Estland er det ene af de tre baltiske land - Litauen og Letland er de to andre - som efter Sovjet-imperiets fald formåede at løsrive sig fra den russiske føderation. Landet er lidt større end Danmark, men råder kun over 1,5 mio. indbyggere, så esterne har god plads. Cirka 30% af befolkningen er russere, og landet er stadigvæk i vid udstrækningen præget af Sovjet-tiden. Türi er beliggende nogenlunde midt i Estland, der har Tallin som hovedstad.
- Både fabriksanlæg og offentlige institutioner er typisk både nedslidte og umoderne, men man er helt klart på vej i den rigtige retning, så de ad åre kan nå op på noget, der ligner vores niveau. Men der er et godt stykke vej endnu. Blandt andet er deres landbrug håbløst ineffektivt, siger Jørgen Katholm.
Den selvforsyningskultur, som man også kender fra Rusland, er også et fremherskende element hos esterne.
- Man dyrker i vid udstrækning grøntsager til eget forbrug i private haver, og i skolerne undervises der ligefrem i det at dyrke sin egen lille have. Og så er der - hvad vi som danskere nok skeler lidt misundeligt til - masser af storke i Estland. På turen oplevede vi blandt andre 20-25 af slagsen på en enkelt mark. Det er et syn, der kan få en dansker til at spærre øjnene op, siger Jørgen Katholm.
Gul handicapbus
Et helt konkret eksempel på, hvad det nordiske venskabsby-samarbejde kan bibringe, mødte man i Türi i form af en gul handicap-bus, som Rotary-klubberne i de fire andre byer har været stærkt involveret i at sende til Türi. Her er en helt ny Rotary-klub tillige blevet etableret som følge af dette hjælpearbejde. Det er også via Rotary, at det var muligt at få de to 2. g’ere fra Grenaa med på turen, der blev afviklet i starten af juli måned. Noget tilsvarende gjorde sig gældende i delegationerne fra de andre byer
Konkurrencer mellem byerne var det også afsat tid til under besøget, og her klarede Grenaa-delegationen blandt andet det at hive en ærefuld 2. plads hjem i skydning med bue og pil og armbrøst.
18 EDB-maskiner til 500 skoleelever!
Skoler og ungdomsuddannelser var som allerede nævnt temaet for konferencen, og derfor var delegationerne selvsagt på skolebesøg i Türi. Her oplevede man således en særdeles nedslidt skole med 500 elever, der skulle deles om 18 EDB-maskiner. I en tid, hvor alle medlemmer af Grenaa Byråd er enige om, at de lokale folkeskoler trænger til at alvorligt bygningsmæssigt løft - og får det via en bevilling på op mod 60 millioner kroner over de kommende år - er det helt oplagt, at esterne godt kunne nøjes med mindre end det nuværende skoleniveau i Grenaa Kommune, og være lykkelige alligevel.
Formålet var da også at inspirere hinanden på skoleområdet, og de fokusområder, som Grenaa-delegationen havde med på konferencen, lød således:
- Vi havde vlagt at sætte fokus på indskolingen - det vil sige overgangen fra børnehave til skole - forældreansvaret omkring børnenes skolegang, valg af ungdomsuddannelse efter folkeskolen, skolebygninger kontra folkeskoleloven, lærergerningen og materialer og efteruddannelse. De problematikker vi arbejder med herhjemme på den led, er blandt andet, at for mange - 50% af en årgang - vælger det almene gymnasium efter 9./10. klasse. For mange spilder deres egen og samfundets tid med at tage en gymnasieuddannelse, der efter min mening kun bør bruges som springbrædt til en videregående uddannelse. At forlade gymnasiet med 6 eller 7 i snit, er spild af tid for alle parter. Her ville en erhvervsuddannelse på teknisk skole eller handelsskole have været det rigtige valg, siger Jørgen Katholm, der forventer at en forstærket brobygningsindsats mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne burde kunne rette op på dette forhold, så de unge kommer på den rette hylde fra starten af, således at erhvervslivet får det antal kvalificerede unge mennesker, som man har brug for til at holde hjulene i sving.
Fokus på lærerne
Et andet fokusområde var lærergerningen:
- Førhen var det nærmest et kald at blive lærer, mens det i vore dage mere ligner fast arbejde som så meget andet. Folkeskolen har også igennem en del år været plaget af hvad man godt kan kalde lærernes arbejd-efter-reglerne-mentalitet, men her er der heldigvis sket en opblødning, så en større grad af fleksibilitet fra lærernes side indarbejdes pø om pø. Altsammen til gavn og glæde for vores børns skolegang, siger Jørgen Katholm.
Man diskuterede også indbyrdes, hvordan man klarer det problem, at en større udskiftning i lærerstaben på grund af alder, er nært forestående. Ikke mindst i Grenaa Kommune.
Det er imidlertid luksusproblemer i forhold til det esterne slås med på dette område. Det er kun ti år siden man slap fri af det sovjet-russiske åg, og man har ikke helt fundet eget fodfæste endnu.
- Undervisningsplaner skifter ofte og man råder over bygninger, der er dårlige på begge sider af murværket. Man har store klassekvotienter, mangel på gode bøger og undervisningsmaterialer i det hele taget, sprogundervisningen er ikke for god og lærerne har ingen efteruddannelse. Til gengæld har de på skolerne en ekstrem høj rengøringsstandard, og så får esterne skolebøger i hånden allerede i 5-6 års alderen, siger Niels Erik Iversen, der også kan fortælle, at en lærer fra Türi har fået et legat, så vedkommende her til september kan rejse til Grenaa for at få inspiration på skoleområdet.
Jubilæumsfest i Türi’s kulturhus
Opholdet i Türi inkluderede også en stor 75 års jubilæumsfest med masser af fest og folklore i Türi’s kulturhus. Ved den lejlighed overrakte Grenaa-folkene byen en gave i form af et oliemaleri af den lokaler kunstner, Gerner Kajbjerg. Som et minde om venskabsby-mødet var der også arrangeret et træplantnings-arrangement i et grønt anlæg i byen, og her kunne grenaaenserne studere nogle andre træer, der stammer fra et lignende besøg i Türi for ti år siden.
- Det træ er et symbol på, at vi vil det her samarbejde fra Grenaa Kommunes side, og samtidig vil vi gerne slå et slag for, at foreninger, organisationer og virksomheder i stigende grad også orienterer sig i den retning. Venskabsby-samarbejdet har kørt på lavt blus i nogle år, men alle parter vil få stort udbytte af en udvikling af samarbejdet, siger Niels Erik Iversen, der glæder sig til om to år at kunne være med til at invitere de fire nordiske venskabsbyer på visit i Grenaa.
- Nu kan man sige, at den kommunale del af samarbejdet er sat på skinner, og sammen med det - og på kryds og på tværs - så vi gerne en udvikling fremmet, hvor flere flader såsom Foreningen Norden i Grenaa, musikskole og idrætsforeninger med videre koblede sig på, så vi får intensiveret udvekslingen mellem landene, slutter Niels Erik Iversen.
Når de andre byer/kommuner kommer til Grenaa i foråret 2003, er det blandt andet planen, at delegationerne skal besøge Grenaa Tekniske Skoles IT-College, ligesom man også håber at kunne præsentere en lokal bredbåndsløsning for gæsterne.
3sp. btekst
En delegation fra Grenaa har her i sommer været til nordisk venskabsby-konference i Türi i Estland. Her har delegationen netop plantet et træ til minde om besøget. Fra venstre ses Jørgen Katholm, Ane Clausen, Mette Hee Christensen, Birgit Jensen, Jørn Chalmer Nielsen og Niels Erik Iversen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000