01-08-2001

Kinesisk ambassadør kommer til Grenaa

Grenaa Blad logo

»En dag i Lhasa« hedder en fotoudstilling, som kan ses på Grenaa Bibliotek fra den 27. august til den 15. september.

Udstillingen er formidlet af den kinesiske ambassade i Danmark og Det Danske Kulturinstitut.

Fredag den 9. september kommer Den Kinesiske Folkerepubliks ambassadør i Danmark, Wang Qillang til Grenaa for at åbne udstillingen officielt.

Udstillingen viser gennem 57 store farvefotos øjebliksbilleder fra hverdagen i Tibets hovedstad Lhasa.

Siden 1951 er byens indbyggertal næsten syvdoblet, og påvirkningen fra Kina og tildels vesten er stor.

Potala-paladset, der engang var hovedsæde for Dalai Lama og den tibetanske regering, er et imponerende, gammelt bygningskompleks, der med sine gyldne tage er synlig fra hele byen.

Gadebilledet er en blanding af kinesisk og vestlig påvirkning samt traditionel tibetansk kultur. En gadesælger faldbyder Coca Cola, tibetanske kvinder med bedemøller i hånden ser på butiksvinduer og en mand i traditionel tibetansk klædedragt stiger ud af en taxa, mens han ivrigt taler i mobiltelefon. Munke i deres rødviolette dragter står af deres motorcykler og går ind i en Internet-café, mens andre munke, lamaer og pilgrimme kaster sig fromt på jorden foran klostret med butiksskilte på kinesisk, tibetansk og engelsk i baggrunden.

Lhasa er en travl storby på verdens tag. Den spændende og unikke gamle kultur tiltrækker omkring en halv million turister om året, og turistindustrien er i vækst. Men den traditionelle tibetanske kultur gør denne storby på verdens tag til noget ganske særligt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000