25-07-2001

Sommerbarok i Hemmed

Grenaa Blad logo

Onsdag aften den 1. august er der »Sommerbarok« i Hemmed Kirke.

Det er Djurs Barok, der med Inger Wierød som sopran og Annette Friisholm på blokfløjte har udvidet ensemblet med Jens Astrup og Jette Rosendal på barokviolin, Lars Colding Wolf på cembalo og Ida Franck på barokcello.

Programmet byder på koncerter bl.a. for sopranfløjte og strygere med continuo. Desuden fremføres en violinsonate af Corelli og en kantate af Thomas Arne »Rhe morning« samt en arie for sopran, sopranino og strygere med continuo fra Händels opera »Acis og Galatea«, »Hush, Ye Pretty Warbling Quire«.

Som titlen antyder var Händel nærmest engelsk i disse år. Vi er omkring 1720, de store operaers tid. Händel var operachef i London og mester for en række succeser. I teatrets mellemakter underholdt musikerne med små koncerter. Aftenens program byder på en af disse koncertperler: Robert Woodcocks koncert »for the small flute«. Den anden koncert er Antonio Vivaldis koncert i a-mol. Vivaldi var for sin egen tid en avantgardistisk og rebelsk musiker og hans koncertform blev til stor inspiration - bl.a. for Woodcock.

Desuden byder koncerten på et værk af den danske Dietrich Buxtehude, barokkens grand old man, som Bach beundrede så meget at han vandrede fra sin hjemby til Lübeck for at høre koncert med ham. Det er »0 dulcis Jesu« for sopran, strygere og basso continuo.

De to fællessalmer - som alle kan synge med på - har i barokken været kendt på både dansk og tysk og vil ved koncerten være trykt på begge sprog: Lover den Herre og Nu takke alle Gud.

koncerten er arrangeret af Djurs Barok i samarbejde med Gjerrild og Hemmed sognes menighedsråd.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000