25-07-2001 |
|
Dobbeltdækkerbus til Grenaa for det frivillige arbejde |
![]() |
»Hallehoj! Her kommer jeg!« Sådan råbte Klods-Hans, da han kom ridende på sin gedebuk med en død krage i hånden.
»Hatten af! Her kommer de frivillige«! Sådan står der på bussen, når den skal ud i landet med sit glade budskab.
Som bekendt ender eventyret om Klods-Hans med, at Klods-Hans får kongedatteren, for som hun siger efter Klods-Hans’ forslag om stegt krage i en gammel træsko, garneret med lidt pludder fra lommen: »Det kan jeg lide! du kan da svare, og du kan tale, og dig vil jeg have til mand!«
Sådan er det med bussen, at de frivillige kan hoppe op på den og give sig til at tale. Hvis det går som i eventyret, så vil folk, som møder de frivillige og deres bus også sige: »Det kan vi lide! I kan da svare, og I kan tale, og jeg vil anerkende«!
Bussen kommer til Torvet i Grenaa den 3. august.
Og ’anerkendelse’ er netop et af de fire hovedmål for FN’s Internationale Frivillighedsår 2001 sammen med ’vækstbetingelser’, ’netværksdannelse’ og ’synliggørelse’.
Denne dobbeltdækkerbus som er anskaffet via Lars Bang, tidligere Grenaa, er simpelthen den enkeltstående indsats i den danske udgave af Frivillighedsåret, som den nationale komité for Frivillighedsåret har størst forventninger til. Den er skabt til ’synliggørelse’ af frivilligt arbejde på de danske landeveje og ved de omkring 60 byer, hvor den vil gøre holdt på torve og pladser, i parker og på strøg. Den er bare opsigtsvækkende, sådan en dobbeltdækker, hvad enten man nu synes den er smuk og stærk at se på, eller man synes, at den bare er... opsigtsvækkende og æh... praktisk.
Når bussen flytter sig fra sted til sted i løbet af sommeren rundt i hele Danmark, så er den i sig selv udtryk for ’netværksdannelse’, fordi den trækker en forbindelse fra det ene lokalområde til det næste, og samtidig er den et udtryk for, at lokalområderne til det næste, og samtidig er den et udtryk for, at lokalområderne er dele af en helhed, nemlig det frivillige arbejde, som foregår i det danske samfund. Den medbringer også et tæppe, hvorpå der efterhånden vil danne sig et netværk af fugle i alle kulører og alle slags udseende, udført af frivillige i hvert lokalområde. Fuglene vil til slut danne et sammenhængende netværk, efter inspiration af Per Arnoldis plakat med fugleflokken, der dannes af fugle, der flyver vingespids mod vingespids. Og frivillige vil følge med fra det ene område til det næste som udtryk for at danne netværk.
Når bussen gør holdt, holdes der tale af borgmester Gert Schou. Disse talte ord kan næsten ikke komme udenom at beskæftige sig med det fjerde af Frivillighedsårets hovedmål: ’vækstbetingelser’. Det danske samfund skal give det frivillige arbejde gode vækstbetingelser, hvis det fortsat skal udvikle sig. Hvad nytter det, at det frivillige arbejde gør sig synligt, at der dannes netværk mellem mennesker, organisationer, lokalområder, at det frivillige arbejde nyder anerkendelse her og nu, hvis ikke der fra samfundet i sin helhed skabes gode vækstbetingelser? Det er trods alt ikke noget eventyr at drive frivilligt arbejde!
Der er 35 institutioner og foreninger i Grenaa i det frivillige arbejde.
Og hvad kan de frivillige sociale organisationer så bruge bussen til? Først og fremmest til at bruge opfordringen, anledningen til at komme ud af glasklokken, den stilfærdige, ydmyge, ja, måske ligefrem selvudslettende askepottilværelse som frivillig social organisation. Ud i lyset, og lad os vise, hvad vi gør, og hvad vi kan.
Noget af det, vi godt kunne tænke os, er at rekruttere nye frivillige. Frivillighedsåret har udpeget to særlige målgrupper for rekruttering: Børn/unge som den ene gruppe og flygtninge/indvandrere som den anden som særligt indsatsområde for at rekruttere fremtidens frivillige. Når vi nu synes, det er så godt med frivilligt arbejde, så må flere frivillige kunne udføre mere frivilligt arbejde, og det må altså været et mål i sig selv, at det frivillige arbejde vokser. Der er ikke tale om at lave frivilligt arbejde for de to målgrupper, men at lave frivilligt arbejde med dem. ’Hatten af!’-kampagnen er en oplagt chance for at lave nogle aktiviteter sammen: Spille noget sjovt boldspil, lege nogle lege, lave noget kunst, spille noget musik sammen, lave drama, lave mad sammen, gøgle sammen. Vi kan kun blive rigere ved at involvere børn/unge og flygtninge/indvandrere i glæden ved at udføre en frivillig indsats, så vi for mange livsfacetter med ind i billedet i fremtidens danske samfund.
De frivillige sociale organisationer kan også benytte den oplagte chance til at komme i tættere dans med de kulturelle foreninger, det være sig folkeuniversiteter, fodboldklubber, oplysningsforbund eller idrætsorganisationer o.s.v. De fleste steder hvor bussen står stille, er der arrangeret frivilligmesse, frivillighedsmarked eller hvad, man nu har valgt at kalde begivenheden lokalt, og her er alle tiders chance til at lære hinandens tankeverden at kende: personlige bekendtskaber, organisationsformer, økonomiske forhold, samarbejde med det offentlige, med erhvervslivet og meget mere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000