23-07-2001

Dansk Røde Kors’ store børnecruise besøgte Grenaa

Grenaa Blad logo

Dansk Røde Kors’ store børnecruise (1 af 2)Dansk Røde Kors’ store børnecruise besøgte fra den 9. til den 15. juli otte havnebyer i Østjylland. Herimellem Grenaa, som børnecruiset gæstede onsdag den 11. juli i sidste uge.

Den tremastede skonnert »Maja« stævnede ud fra Hobro Havn mandag den 9. juli. Ombord var 40 børn og 20 frivillige, og børnecruiset sluttede i Horsens Havn søndag den 15. juli. Størstedelen af børnene kommer fra Ungdommens Røde Kors’ børneklubber.

Cruiseleder Sine Clausen, der selv kommer fra Ungdommens Røde Kors i Århus, udtalte følgende om børnecruiset inden startskuddet til sejladsen lød i Hobro Havn mandag i sidste uge.

- Vi ved at børnene glæder sig meget. Og der bliver da også masser af aktiviteter undervejs. Når vi er til havs, skal de lære at sejle skibet, og vi skal have sørøverdag. Når vi er i havn skal vi blandt andet besøge Kattegatcentret og Tivoli Friheden, sagde hun.

Aktiviteterne til lands var arrangeret af den lokale Røde Kors-afdeling, der også stod for modtagelsen af børn, frivillige og besætning, idet skibet dagligt anløb en ny havn. Og onsdag den 11. juli var turen altså kommet til Grenaa, hvor det således var Dansk Røde Kors Grenaa Afdeling, der stod for modtagelsen.

Skibet blev således modtaget af Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou og lokale Røde Kors-folk midt på eftermiddagen, og herefter fulgte et spændende program for både børn og voksne. Inden besøget i Kattegatcentret var der opsendelse af mellem 125 og 250 balloner som et symbol på, at Dansk Røde Kors kan fejre 125 års jubilæum i år. Desuden var der mulighed for at publikum kunne komme ombord på skibet. Senere på dagen var der arrangeret en tur i svømmehallen ved Søndre Skole for børnene, og efter hyggeligt samvær omkring lejrbål var der overnatning på netop Søndre Skole. Torsdag morgen gik turen så videre med kurs mod Ebeltoft.

Sommerens børnecruise omfatter i alt 160 børn mellem 7 og 14 år. Den 2. juli sejlede det første af fire hold på 40 børn og 20 frivillige af sted fra Skagen. Det sidste hold slutter i København den 29. juli. Formålet med børnecruiset er at give en række børn en uforglemmelig ferieoplevelse og markere FN’s frivillighedsår.
Dansk Røde Kors’ store børnecruise (2 af 2)

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000