23-07-2001

Tre unge mænd fra Århus anholdt for Telebutik-indbrud

Grenaa Blad logo

Tre unge mænd fra Århus blev natten til onsdag i sidste uge anholdt og sigtet for indbrud mod Telebutikken i Søndergade i Grenaa, der blev begået samme nat. Klokken 01.45 opdagede en vægter indbruddet, hvorefter politiet blev tilkaldt til stedet. Man havde opbrudt en bagdør, og derpå fjernet et på det tidspunkt ukendt antal varer. Et vidne gav politiet et prej om, at tre unge mænd på en knallert havde opført sig mistænkeligt omkring gerningsstedet, og på den led lykkedes det politiet at opspore de tre gutter i området. En undersøgelse af området bag Telebutikken afslørede, at der i nogle affaldscontainere befandt sig syv computere som stammede fra indbruddet. En kolonihaveejer tæt derved kunne ligeledes fortælle om noget computer-udstyr, der var blevet efterladt i noget højt græs ved kolonihaverne. Politiet formoder, at kosterne er blevet gemt af vejen med henblik på senere afhentning. De tre unge mænd fra Århus, der alle er 17 år gamle, blev indbragt på Politigården med henblik på afhøring i sagen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000