12-07-2001 |
|
Nye pap-paller fra Grenaa på vej ud til flere lande |
![]() |
I det stille er der startet en produktion af paller, der er lavet af pap/papir. De er lette, og de kan spare mange penge i transporterhvervet.
Produktionen finder sted i Erhvervsparken på havnen, hvor der i en stor hal fremstilles de lette pappaller. En palle af træ vejer omkring 25 kilo, mens Grenaa-pallen kun vejer ca. 3 kilo. Det siger sig selv, at der her er mange penge at spare, hvis den lette palle kommer ind. Alene i brændstof er der besparelse, men hertil kommer, at pallerne af pap ikke skal ind i et dyrt retursystem. Det er kostbart at administrere paller, der skal returneres.
Det behøver man ikke ved den nye Grenaa-palle. Den kan faktisk rives i stykker efter endt brug og kan ende som returpap. Virksomheden i Grenaa er et par måneder gammel, men allerede nu er der efterspørgsel. Firmaet skal til at levere prøvepaller til flyindstrien, hvor vægt spiller en stor rolle.
Fødevareindustrien har også vist interesse. Slagteriet Danish Crown har prøvet den nye palle. Den har en fordel fremfor dem af træ. Der kan let gå splinter fra træet ind i kødet, men det kan ikke ske med den nye palle, som er rund og glat at mærke på.
Grenaa-virksomheden er fortrøstningsfuld. De er da klar over, at deres paller kan ødelægges af enhver truckfører, der ikke behandler dem ordentligt, men der er forespørgsel fra mange sider.
Firmaet har foreløbig to ansatte. Det er direktør Niels Hvillum og israeleren Oferer Henig. Sidstnævnte så pallerne i Israel, og han talte med Niels Hvillum om dem. Resultatet blev et dansk-israelsk firma bestående af fem personer i ejerkredsen.
Indtil videre er der kun to ansatte, og de har opnået rettigheder til at sælge i Skandinavien. Maskiner har de eneret på til produktion i Danmark. Foreløbig har de sendt bud efter 1 maskine i Israel.
Niels Hvillum og Oferer Henig har begge en fortid i Danapak (nu SCA Packaging). De fandt sammen, men handler stadig med deres gamle firma med pap og papir.
På længere sigt er det meningen, at firmaet vil flytte produktionen til et andet sted, og de vil få flere maskiner, så det hele ikke skal gå med håndkraft.
Pap-pallerne er ikke dyre, siger Niels Hvillum, men besparelserne er mange. Bare tænk på, at en fyldt lastvogn kan gøres 600 kg lettere, når den skal ud på landeveje, og så er der ingen dyr administration bagefter med et retur-system, siger han, og vi har den fordel, at vi kan fremstille lige nøjagtig den palle, som kunden har brug for.
Pallerne kan tåle et lige så hårdt tryk som pallerne af træ.
- Vi har ikke store flotte mål for vores virksom, men kan vi blot få en lille del af pallemarkedet, er vi godt tilfredse, slutter Niels Hvillum.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000