12-07-2001

Nu må der gøres noget ved Stationspladsen

Grenaa Blad logo

Stationsområdet i Grenaa har i flere år ligget hen som et øde og forladt areal. En afventende holdning fra alle impliceredes side har tilsyneladende lammet alle initiativer. Områdets tilstand kan let fremkalde minder om tilsvarende steder, hos de, der har besøgt Østtyskland før murens fald, skriver Trafikforeningen.

Det er kendsgerning, at der gennem flere år har været ført forhandlinger om prisen for station og hele området med henblik på kommunal overtagelse.

Imidlertid har DSB nu solgt stationsbygningen til en lokal entreprenør. Dennes hensigt med bygningens fremtidige anvendelse kendes endnu ikke, kun at der er stillet krav om et areal til parkeringspladser.

Grundet salget af stationen og områdets generelle forfald, mener vi, at tiden nu må være inde til at få udført en planlægning af områdets fremtidige anvendelse. En sådan plan bør indeholde redegørelse for følgende funktioner.

- Placering og omfang af vente- og toiletfaciliteter for rejsende.
- Udformning af busterminal, herunder holdeplads for bybus.
- Placering og omfang af langtidsparkering. (Parkér og Rejs).
- Placering og omfang af øvrig parkering for taxa, cykler, busser, posthus og evt. virksomhed i den tidligere stationsbygning.

Det er efter vor opfattelse en skændsel at en by på Grenaas størrelse, og som endestation for en jernbanelinie, i så mange år har været uden helt basale faciliteter for rejsende med tog og bus.

Brugerne af stationen må forlange at kommunen nu udarbejder en lokalplan for hele stationsområdet.

For at fremme debatten, har vi udarbejdet et forslag til en plan. Planens hovedidé går ud på at flytte sporene over til kolonihaveområdet og på den måde skaffe plads til de nødvendige trafikrelaterede funktioner.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000