12-07-2001 |
|
Rovdyrjagt i Ebeltoft Zoo |
![]() |
Nu kan de besøgende i Ebeltoft Zoo opleve parkens geparder, verdens hurtigste pattedyr, på jagt efter bytte. Et enestående syn, som man kun kan opleve få andre steder i verden - som på den afrikanske savanne, hvor geparden udnytter sin fantastiske hastighed på op til 110 km/t. til at indhente antiloper, harer og undertiden zebraer, som den nedlægger og kvæler med et hårdt bid i struben.
Baggrunden for begivenheden er parkens 110 meter lange løbebane som netop er indviet i gepardanlægget. Hver dag ved fodringstid sendes gepardernes bytte - råt kød - afsted med ca. 70 km/t. Her er virkelig tale om "fastfood" - og som tilskuer får man et fascinerende indblik i dyrenes naturlige adfærd.
Den nye fodringsmetode er meget utraditionel, og derfor var der til det sidste spænding om eksperimentet ville lykkedes. Men det gik over al forventning: Når bare byttet rører jorden, tager geparderne lynhurtigt jagten op, ansporet af færten og ikke mindst hastigheden, der virker som en rød klud på de store katte.
Geparden er stærkt truet i naturen, og Ebeltoft Zoo indgår i et internationalt avlsprogram, der skal være med til at sikre arten, der er et af de vanskeligste kattedyr at få til at yngle i fangenskab. Selv om gepardernes jagt er et imponerende syn, er løbebanen ikke kun lavet for at begejstre publikum med rovdyrenes utrolige formåen, men spiller en vigtig rolle i arbejdet med dyrene:
»Geparden er som det eneste rovdyr skabt til at løbe sit bytte op, og derfor er det en vigtig del af dens natur at være i super form«, forklarer Jesper Stagegaard, Ebeltoft Zoo. »Med løbebanen kan vi holde geparderne aktive og veltrænede. Det er vigtigt for dyrenes livskvalitet og øger sandsynligheden for at geparderne vil yngle.«
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000