10-07-2001 |
|
Der blev Skt. Hans-festet i Stenvad |
![]() |
Stenvad Borgerforening stod for et Sankt Hans-arrangement ved Stenvad Kro lørdag den 23. juni, hvor der blev hygget i kroens gårdhave og lavet bål med heks i anlægget. I Stenvad Kro’s gårdhave blev der grillet på to store griller, samtidig med, at børnene kunne bage snobrød på et lille bål - uden heks, forstås.
Klokken 21.00 gik man ned i anlægget, hvor det store bål var bygget op med heks og hele molevitten. Der blev sunget Midsommervise, Du Danske Sommer... og Den Danske Sang, mens heksen blev sendt til Bloksbjerg. Herefter var der kaffe med hjemmebagt brød at købe i gårdhaven til kroen, hvor kromutter skilte sig ud med sit ravnsorte hår bundet op i lange fletninger og omkranset af kulørte lamper. Noget af et syn skulle vi hilse at sige fra Gerda Laursen, der var én af de cirka 50 deltagere, der havde valgt at bakke op omkring borgerforeningens Skt. Hans-arrangement i Stenvad.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000