10-07-2001

Grenaa mister 60 arbejdspladser!

Grenaa Blad logo

Arla Foods lukker mejeriet i Grenaa:

En større strategiplan i den dansk-svenske mejerigigant Arla Foods koster blandt andre mejeriet i Grenaa livet. Grenaa mister således 60 arbejdspladser i ét hug, og lukningen af mejeriet, der producerer den populære blåskimmel-ost Danablue, forventes realiseret inden der gået tre år af den fem-årige strategiplan for en ny mejeristruktur i Arla Foods, som blev præsenteret på et pressemøde onsdag i sidste uge.

Ialt 19 mejerier må lade livet - 11 i Danmark og 8 i Sverige - og Grenaa Mejeri var således blandt de uheldige krydser på det nye Arla-Danmarkskort, som adm. direktør i Arla Foods, Jens Bigum, præsenterede på pressemødet.

Ved sin side havde han blandt andre næstformanden i hvad der er Europa’s største mejeriselskab med en årlig omsætning på 38 mia. kroner, Knud Erik Jensen. Denne gårdejer fra Dolmer ved Grenaa, der var bestyrelsesformand for MD Foods inden fusionen med svenske Arla for et års tid siden, har utvivlsomt stillet op til pressemødet med blødende hjerte, da det næppe kan have moret denne indfødte mælkeproducent at være med til at lukke det lokale mejeri. Strategiplanen går ud på et effektivisere produktionen i mejerigiganten ved at samle den allerede eksisterende produktion på færre, men større mejerienheder, og her er Grenaa blevet sorteper, fordi bestyrelsen og ledelsen vurderer, at blåskimmelost-produktionen i Danmark med fordel kan henlægges til et andet mejeri.

Det hele handler om markedsandele og konkurrenceevne. Selv om Arla som producent af mejeriprodukter i Danmark og Sverige nærmest har monopol herpå, så trykkes man ikke desto mindre ganske kraftigt af udenlandske selskaber, som presser Arla på det europæiske marked. Selv i egen baggård kan Arla ikke vide sig sikker længere. Grossisterne fra de store dagligvare-kæder er begyndt at skele til udlandet hvad angår mejeriprodukter, der er billigere end Arla’s tilsvarende, og som dermed kan sælges tilsvarende billigt til kunderne - uden at det går ud over avancen. Et eksempel er mejeriprodukteter fra mejeriet Engholm, som kan findes på blandt andet Netto’s hylder. Navnet lyder dansk, men der er tale om et pære-tysk mejeriprodukt. I den situation er Arla Foods næsten pisket til at gøre ét eller andet, og svaret kom altså onsdag i sidste uge.

De 60 medarbejdere i Grenaa kan dog trøste sig med, at de i videst muligt omfang vil blive tilbudt arbejde andetsteds i koncernen. Det geografisk mest fordelagtige - i forhold til det at have bopæl i Grenaa og omegn - vil være et tilbud om beskæftigelse på Arla-mejeriet i Vrinners eller på ét af de store mejerier ved Århus (Skejby og Brabrand). Alle disse tre mejerier overlever strategiplanen i Arla Foods, der alt i alt beskæftiger omkring 18-19.000 personer p. t.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000