10-07-2001 |
|
Det er fiskedag på lørdag! |
![]() |
Grenaa Fiskerihavn kommer til at summe af liv på lørdag den 7. juli, idet der påny arrangeres »Fiskedag« på Grenaa Havn. Fiskedagen afholdes traditionen tro i og omkring bødehallen på fiskerihavnen, og programmet indledes - ligeledes traditionen tro - med morgenkaffe og rundstykker til de morgenfriske, samtidig med, at Grenaa Harmonikaklub står for den musikalske del af underholdningen.
I løbet af formiddagen serveres der så smagsprøver på fiskeretter, og der vil som sædvanligt være mulighed for at købe fiskefrikadeller.
En fiskeauktion, hvor der sælges forskellige slags fisk i specielle små portioner, er der naturligvis også sørget for i år.
Samtidig benytter Grenaa Roklub igen i år lejligheden til at afvikle sin årlige kanindåb og vandshow, hvor Kong Neptun døber de nye medlemmer i havnebassinet. Ud på eftermiddagen giver det lokale orkester Oldtimers så prøver på deres nye repertoire, der blandt andet byder på irsk folkemusik og Tørfisk-coverversioner.
Om aftenen inviterer arrangørerne - Grenaa Fiskeriforening og Grenaa Roklub - så til stor »Ta selv-buffet« fra Restaurant Filip med efterfølgende dans ved Oldtimers. Billetter til denne aften kan erhverves ved henvendelse til Grenaa Fiskeriforening.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000