27-06-2001

Nørre Djurs Kommune vil have styr på sommerhus-spildevandet

Grenaa Blad logo

Nørre Djurs Kommune har udsendt en orienteringspjece til alle berørte grundejere med orientering om forslag til kloakering af sommerhusområderne ved Gjerrild Strand og Fjellerup StrandOmfattende kloakerings-arbejde på vej:

Kloakering af store dele af sommerhusområderne i Nørre Djurs Kommune. Sådan lød overskriften for et pressemøde på rådhuset i Glesborg mandag i sidste uge, hvor repræsentanter fra kommunen - såvel fra forvaltning som fra politisk side - præsenterede de to forslag til tillæg til Spildevandsplanen vedrørende sommerhusområderne, som skal munde ud i, at man indenfor en årrække på fem-seks år får helt styr på spildevandet i de områder, hvor udledningen i dag ikke fungerer helt efter de miljømæssige forskrifter. De to tillæg til Spildevandsplanen stiller forslag om at kloakere sommerhusområderne i Gjerrild Nordstrand og store dele af Fjellerup Strand, mens et mindre område i Bønnerup Strand (Eskæret) foreslåes påbudt opsamlingstanke for spildevand. De omhandlende tillæg til Spildevandsplanen blev annonceret i Grenaa Bladet den 19. juni, og der er tillige udgivet og udsendt en orienteringspjece til alle berørte grundejere med orientering om den forudgående undersøgelses resultater, og indholdet af forslagene til tillæg til Spildevandsplanen. Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet den 14. juni at sende de to tillæg til offentlig høring i perioden fra den 19. juni og frem til den 14. august, og der er tillige planlagt offentlige møder om emnet i denne høringsperiode.

På pressemødet deltog kommunens borgmester Leif Sørensen, formanden for Teknik og Miljø, Carlo F. Christensen, teknisk chef John A. Christiansen og ingeniør Niels Broni - begge fra teknisk forvaltning - foruden ingeniør Peter Kanne fra samarbejdspartneren Carl Bro A/S i Grenaa.

Problematik med 15 år på bagen
Baggrunden for de to tillæg er den, at Nørre Djurs Kommune gennem de seneste 15 år har arbejdet på at løse problemet med højtstående grundvand i sommerhusområderne. I den forbindelse er der foretaget omfattende målinger af grundvandsstanden samt registrering af jordbunds-, dræn-, vandløbs-, vandforsynings- og fredningsforhold i tæt samarbejde med Carl Bro A/S.

Det højtstående grundvand medfører to problemstillinger for sommerhusejere og myndighed:

- Spildevandsproblem: Husspildevand kan i en del af områderne ikke nedsives efter reglerne. Dette medfører, at spildevandet ikke renses/omsættes tilstrækkeligt og derved belaster det nærliggende miljø - herunder badevandet.
- Overfladevandsproblem: Visse områder står til tider under vand. Dette nedsætter områdernes brugsværdi kraftigt.

Afstandskrav til grundvandsspejl kan ikke holdes
Problemet i relation til nedsivning af husspildevand er overvejende, at de gældende afstandskrav til specielt højeste grundvandsspejl, dræn og vandløb ikke kan overholdes. På den led dokumenterer undersøgelserne store problemer ved både Gjerrild Nordstrand og Fjellerup Strand samt et mindre område - Eskæret - ved Bønnerup Strand.

Med baggrund i resultaterne af de seneste års undersøgelser har Nørre Djurs Kommune således udarbejdet forslag til tillæg til spildevandsplanen, der tager udgangspunkt i på sigt at afhjælpe problemerne i sommerhusområderne. For hele Gjerrild Nordstrand, cirka 360 sommerhus, og en stor del af Fjellerup Strand, cirka 945 sommerhuse, er der lagt op til en kloakering der gennemføres over en årrække med Gjerrild Nordstrand som det sted, man først tager hul på. Spildevandet fra Gjerrild Nordstrand skal ledes til Gjerrild Bugt Renseanlæg, mens spildevandet fra Fjellerup Strand skal ledes til Fjellerup Strand Renseanlæg. For Eskæret ved Bønnerup Strand er forslaget til løsning at etablere samletanke. Der er tale om et meget begrænset område med en 12-14 sommerhuse, som vil være uforholdsmæssigt dyrt at kloakere.

Med udgangspunkt i tillæggene påregnes anlægsarbejdet ved Gjerrild Nordstrand udført fra august 2002, mens Fjellerup Strand følger i årene efter frem til 2007.

I Fjellerup Strands østlige del er der områder, som er udlagt til fortsat nedsivning af spildevand. Dette område omfatter cirka 400 sommerhuse. Ved gennemførelsen af kloakeringerne vil eventuelle overfladevandsproblemer i områderne søges løst i samarbejde med grundejerne.

Offentlige møder 3 dage i næste uge
I forbindelse med offentlighedsfasen har Nørre Djurs Kommune - som allerede nævnt - valgt at indkalde til offentlige møder i de tre områder. For grundejerne ved Gjerrild Nordstrand afholdes der møde på Gjerrild Kro tirsdag eftermiddag den 3. juli, mens sommerhusejerne i Eskæret ved Bønnerup Strand kaldes til eftermiddags-møde onsdag den 4. juli i Bønnerup-Huset. Vedrørende Fjellerup Strand afholdes der to møder i gymnastiksalen i Fjellerup Skole torsdag den 5. juli. Om formiddagen er det for sommerhuse øst for Triersvej/Skovkanten, mens middags/eftermiddags-mødet er for sommerhuse vest for Triersvej/Skovkanten.

For Gjerrild Nordstrand vil der skulle laves 11 km. spildevandsledning samt 2,5 km. tryktransportledning. Et slag på tasken omkring en anlægsudgift lyder på 9,2 mio. kroner, mens indtægten for kommunen i tilslutningsbidrag skønnes at blive på cirka 7,6 mio. kroner.

Ved Fjellerup Strand skal der anlægges 24 km. spildevandsledning svarende til en udgift på cirka 20,1 mio. kroner, mens indtægten i tilslutningsbidrag skønnes at blive på 17,8 mio. kroner. Det efterlader med andre ord en manko i forhold til kommunens engagement i sagen på op til 5 millioner kroner, men den manko forventer man hurtigt at kunne hente hjem igen i relation til den forholdsmæssigt bedre økonomi man opnår, idet henved 1400 faste ejendomme kobles på det kommunale spildevandsnet. Man henter altså mankoen hjem på den løbende drift, idet tingene kører som de skal, omend kommunen kommer til at lægge en pæn sum penge ud før man kan begynde at høste frugterne af denne plan. Gevinsten for miljøet er under alle omstændigheder til at få øje på, og med lidt tålmodighed over en årrække, kommer økonomien altså også til at hænmge sammen.

- Hvis vi vil have attraktive turistområder, og det vil vi, så må vi også gøre noget for miljøet. Gjerrild Nordstrand har stået på nakken af os i 10 år for at få en løsning på dette spildevandsproblem, så det her bliver en gevinst for både sommerhusejerne, turisterne og miljøet. Ja faktisk for alle borgerne i kommunen, idet vi får en generelt bedre økonomi omkring afledningen af spildevandet via de ekstra ejendomme, der nu skal kobles på nettet, sagde borgmester Leif Sørensen på sidste uges pressemøde.

Besøg Nørre Djurs Kommune på http://www.nr-djurs.dk.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000