27-06-2001

Advarsel: Unge, hold Jer langt væk fra GHB/fantasy

Grenaa Blad logo

Sådan lyder meldingen kort fortalt fra såvel lægerne på Grenaa Centralsygehus som Grenaa Politi. Ovenpå sidste års ecstasy-forgiftninger viser narko-spøgelset nemlig nu igen for alvor sit grimme ansigt i Grenaa. I løbet af 10 dage blev seks unge indlagt på Grenaa Centralsygehus efter at have indtaget det flydende stof GHB, hvis populære betegnelse er fantasy. Tre af disse indlæggelse betegnes som værende af livstruende karakter, og den ene af disse har oveni hatten fået en svær psykose ud af indtagelse af alkohol og fantasy, hvilket har ført til en tvangsindlæggelse. Stoffet virker i små doser opstemmende, men i store doser - og i kombination med alkohol ikke mindst - kan det gå helt galt som disse tilfælde med al ønskelig tydelighed viser.

- Budskabet er soleklart: Hold Jer langt væk fra det stads. Jeg fatter ikke, at der overhovedet er nogen der tør nærmer sig det, endsige indtage det. Det er vanvittigt farligt, og man spiller virkelig hasard med sit eget liv og helbred, hvis man ikke tager dette råd for gode varer, siger kriminalinspektør Henning Knudsen, der meget gerne vil have henvendelser i retning af, hvem der er leverandør af dette stof til by- og nattelivet i Grenaa. Det kan ske på 86 32 10 11.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000