27-06-2001 |
|
Pædagogseminarium får nye lokaler i Grenaa via ombygning af pakhus |
![]() |
Grenaa Byråd besluttede på sidste uges byrådsmøde, at det gamle pakhus på Søndergade 6A skal ombygges, således at Jydsk Pædagog Seminarium kan tage nye og større lokaler i brug - i forhold til de nuværende i Jaco-bygningen - pr. den 1. januar 2002. Den kommunale udskrivning lyder på 6 millioner kroner, og dem bevilgede byrådet fra Sommerhusgrundfonden uden så meget som et eneste kny. Forud for beslutningen var der sket det, at kommunen har købt pakhuset, og siden har udbedt sig bud på ombygningsarbejdet i en licitationsrunde. Licitationen afholdtes den 18. juni, og byrådet havde således noget konkret at forholde sig til den 19. juni, hvor de 6 millioner kroner til projektet blev frigivet.
Bygningen, der er på cirka 1.000 m2, skal således ombygges og indrettes til undervisningsformål, og arbejderne ventes igangsat i slutningen af juli måned - eller første i august. Der skal etableres undervisnings-, forelæsnings-, biblioteks- og gruppelokaler samt lokaler til rytmik- og værkstedsaktiviteter. For at opfylde kravene om tilgængelighed skal der også etableres en elevatorbygning med adgang til de fire etager, bygningen kommer til at indeholde. LB-Consult ved Lars Bager har hjulpet med at udarbejde projektet.
Der er aftalt en 7-årig lejeperiode med en husleje på 7% af omkostningerne svarende til 420.000 kroner pr. år.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000