27-06-2001 |
|
Louise fra Ebeltoft blev årets første handelsstudent |
![]() |
Som en gryde med majskorn i skoldhed fedtstof poppede den ene student efter den anden op mod »grydelåget« som et nyudklækket popcorn, da der i sidste uge blev afholdt de afsluttende eksamener på Grenaa Tekniske Skole, Grenaa Gymnasium & HF og Grenaa Handelsskole. En lang periode med eksamenslæsning og udmarvende og nervepirrende prøver var slut, og de velfortjente studenterhuer kunne placeres på hovederne af dette års studenter-kuld, der således sagde farvel til deres skoler efter 3 års ophold. Nogle skal læse videre, andre snupper sig lige et sabbatår med arbejde, rejser eller lignende, mens atter andre nu føler sig klar til at tage fat på en karriere på arbejdsmarkedet.
Årets første student på Grenaa Handelsskole hed Louise Kudal Pedersen og er fra Ebeltoft. Hun fik huen overrakt tirsdag formiddag i sidste uge efter at have været til mundtlig eksamen i historie. Hvad hun vil bruge sin Højere Handelseksamen til ved hun endnu ikke helt. Foreløbigt går hendes plan ud på, at hun skal til England eller Irland et par år med henblik på at arbejde på hotel.
Handelsskolens forstander Lars Ry Jørgensen kunne ved samme lejlighed fortælle, at skolen i forbindelse med fredagens dimissionsfest tog afsked med 60 3-års HH’ere, 25 1-års HH’ere fra studenterklassen og endelig 45 2-års HG’ere. For næste skoleår har skolen indledningsvis oprettet 3 HH-klasser og 3 HG-klasser. Frafald af den ene eller den anden art kan dog gøre det nødvendigt at skære årgangen ned til to klasser som det netop skete med den årgang, man lige har sagt farvel til på skolen.
Formandsudvalget for Djurslands Erhvervsskoler - Grenaa Tekniske Skole og Grenaa Handelsskole - var i øvrigt også med til at ønske årets første HH-student tillykke med huen. Formand for dette udvalg er Venstre-byrådsmedlemmet Jørgen Katholm, der havde sine sine to næstformænd, Frederik Jühne og Elo Møller, ved sin side, da Dannebrog traditionen tro blev hejst til tops fra skolens flagstang ud til N. P. Josiassensvej. Frederik Jühne er for sin del formand for handelsskolens bestyrelsen, mens Elo Møller er formand for teknisk skoles.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000