27-06-2001 |
|
Prinsen af Danmark åbner haj-udstillingen »HAJlight« |
![]() |
Fint besøg i Kattegatcentret den 10. juli:
Prinsen af Danmark - i daglig tale Prins Henrik - var som protektor med til at åbne Kattegatcentret tilbage i 1993. Nu vender han tilbage til Grenaas store turistattraktion for at deltage i den officielle åbning af en ny udstilling. Der er tale om Kattegatcentrets nye udstilling om alverdens hajer, som er blevet døbt »HAJlight«. Det er jo ikke mindst stedets hajer, der har trukket store menneskemasser til Grenaa år ud og år ind siden åbningen, og i det perspektiv har man altså besluttet, at hajerne nu også på udstillingsplan skal have en central placering i centret. Og Prins Henrik er altså indforstået med at åbne herlighederne tirsdag den 10. juli.
Efter programmet ankommer Hans Kongelige Højhed til Kattegatcentret klokken 11.00, hvorefter der vil blive budt velkommen ved Kattegatcentrets formand, Aage Højbjerg.
En orientering om baggrunden for udstillingen - herunder indhold og hvordan den er bygget op - er efterfølgende lagt i hænderne på Kattegatcentrets direktør, Knud Bruno Andersen, der har været med helt fra den spæde start af.
Herefter forestår Prins Henrik den officielle åbning af udstillingen. Hans Kongelige Højhed vil efterfølgende blive vist rundt i Kattegatcentret, hvor der jo er sket mangt og meget siden hans sidste besøg. Ikke mindst den helt store 40 millioner kroners udbygning for et par år siden, hvor blandt andet kæmpebassinet Oceanariet og Lagunen kom til. Ved Lagunen får prinsen jo også som noget nyt for ham mulighed for at sige »haj« til centrets tre sæler, der boltrer sig lystigt i deres helt udendørs anlæg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000