13-06-2001 |
|
Udstillingen »Grænseløs Glas« og Dansk Mølledag i Møllen |
![]() |
Søndag den 17. juni er en stor dag for Baunhøj Mølle i Grenaa. På én og samme dag er der fernisering på en ny kunstudstilling, »Grænseløs Glas«, og en lokal aflægger af det landsdækkende arrangement Dansk Mølledag 2001.
Samtidig med åbningen af glasudstillingen deltager Baunhøj Mølle nemlig i den 8. nationale Mølledag. Mølledagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, der sætter fokus på vore gamle vand- og vindmøller - herunder vigtigheden af at bevare denne værdifulde del af vor kulturarv. I forbindelse med Mølledagen laves der igen i år en Møllecafé, hvor forhenværende bager- og konditormester i Byens Konditori, Herluf Kristensen, påny serverer nybagt brød og kaffe til tonerne af liflig harmonikamusik. I forbindelse med Mølledagen kan man meget apropos kigge på en permanent udstilling på 1. sal i Møllen. Her har Djurslands Museum nemlig udarbejdet temaudstillingen »Familien Linds brød«, der er lavet som en åben børnebog med tekst, tegninger - af Lars Sand Kirk - og genstande, som illustrerer kornets vej fra kerne til brød, dagliglivet på møllen og familien Linds gård omkring år 1870.
Glaskunstudstillingen »Grænseløs Glas« ferniseres samme dag. Den kommer til at rumme værker af den i Tyskland bosatte glaskunstner Tine Gam Aschenbrenner, keramik- og glaskunstnerne Lisbeth og Peter Lange fra Aalborg og kollegaen Leif Vange fra Lønstrup ved Hjørring. Lektor Palle Schødt Rasmussen åbner udstillingen, som beskrives på følgende vis i Baunhøj Mølles 2001-programfolder:
»På denne udstilling brydes grænser i både tid, sted og udtryk. Tine Gam Aschenbrenner har selv rødder i grænselandet mellem to nationer. Bosat i Tyskland med far-forældre, der i 1920erne emigrerede fra Tyskland til Grenaa. Tiden brydes i reflektion over Tine Gam Aschenbrenners årtusindgamle glasfjusningsteknik. En kontrast til Lisbeth og Peter Langes stadige søgen efter nye veje og muligheder med glasset - ofte i kombination med andre materialer - og Leif Vanges nye teknikker, der giver et helt anderledes, udpræget keramisk udtryk. Resultat? Glaskunst, der bryder grænser.«
Sommerhus ved Grenaa Strand
Tine Gam Aschenbrenner er født i Skanderborg i 1962 og bor i Konstanz i Tyskland med mand og to børn. Hendes første direkte kontakt med glasset skete i 1987, hvor hun var med på flere kurser i glasblæsning ved Brabrand under ledelse af Do Karlslund og Steffen Dam. Hun har udover udstilling og salg af egne værker vidt og bredt tillige fået publiceret adskillige artikler om emnet. Hendes forbindelse til Grenaa er som følger:
- Mine farforældre emigrerede i 1920erne fra Tyskland og slog sig ned i Grenaa, hvor min farfar, der var tekstilingeniør, blev ansat på Grenaa Dampvæveri. Min far er således født i Grenaa og sommerhuset, som min farfar lod bygge, har lige siden dannet rammen om ophold ved Grenaa Strand året rundt. At jeg nu p.t. er bosat i Tyskland er måske en cirkelslutning, og der var for mig flere tråde, der knyttedes hin solbeskinnede dag på toppen af Mølleen, da idéen til at udstille dér opstod, fortæller Tine Gam Aschenbrenner forud for ferniseringen på udstillingen, der vil kunne beses frem til den 12. juli.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000