07-06-2001

Peter Belli er med til at indvie ombygget kulturhus

Grenaa Blad logo

Stor indvielses-fest på lørdag i Grenaa

Et større ombygningsprojekt for Kulturhuset Pavillonen i Grenaa er nu af så fremskreden karakter, at man er klar til at indvie hele herligheden. Og det sker med et brag af en fest på lørdag den 9. juni, hvor alle sejl er sat til for at skabe en festlig markering af, at Grenaa’s kulturhus nu for alvor er ved at tage form i henhold til de intentioner der var med stedet midt i 90’erne, hvor Grenaa-Hallen og Pavillonen blev fusioneret til et kulturhus-projekt. Her seks år og en hel del ombygninger senere, fremstår det hele nu som en sammenbygget enhed, hvor Grenaa Amatørteater har fået til huse i en totalombygget Grenaa-hal, mens Vestre Skole og og lokale foreninger kan dyrke idræt i en nyopført hal klods op af Grenaa-Hallen. Også den gamle Pavillonsal har fået en solid omgang blandt meget andet.
Indvielses-festen på lørdag er delt op i et eftermiddags-program og et aften-program, hvor selveste Peter Belli med Zena Band spiller op til dans i forbindelse med et stort grill-party.
Eftermiddags-programmet byder på åbningstaler, patchwork, koncert, aktiviteter, Kalle’s Kapel, bridge, spillemandsmusik, mavedans, musikskole, square dance, korsang, billedværksted, rock, Grenaa Amatørteater, badminton og meget andet, mens aftenen byder på musik, spisning, hygge, dans og festfyrværkeri. Djurslands Spillemændene og Peter Belli & Zena sørger for den musikalske underholdning.
Spisebilletter til aften-arrangementet kan købes - dog senest den 7. juni - i Kulturhuset Pavillonen eller i Djurslands Bank. I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet indendøre.
Se i øvrigt annonce andetsteds i Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000