28-05-2001

Pinsesalgs-dage i Grenaa

Grenaa Blad logo

Onsdag, torsdag, fredag og lørdag i indeværende uge kalder Handelscenter Grenaa til pinsesalgs-dage med masser af gode tilbud rundt omkring i forretningerne og underholdning og aktiviteter i museumsgården til Djurslands Museum lørdag den 2. juni. Mellem kl. 10.00 og 13.00 vil der ske en masse i museumsgården i form af et børnekræmmermarked, et børnemodeshow samt opvisning i folkedans og danseteater.

Alle børn kan få en gratis stadeplads til børnekræmmermarkedet. Man skal blot selv medbringe borde med videre - og så som udgangspunkt lige få far og/eller mor med på idéen via en forældreunderskrift på den tilmeldingskupon som findes på Handelscenter Grenaa’s pinsesalgs-annonce andetsteds i Grenaa Bladet. Tilmeldingsfristen er den 31. maj.

Børnemodeshowet gælder en opvisning i ung, smart sommermodetøj arrangeret af Kvickly, Kære Børn og Tøjeksperten Olrik. Lørdag den 2. juni får »De Flyvgale« - unge folkedansere fra Grenaa, Ørsted og Randers - besøg af deres venskabsforening »Fröhlicher Kreis Kölbe« fra Tyskland. De unge fra begge hold vil give opvisning i museumsgården.

Subdance er Subway Club’s danseteatergruppe (Fritidshjemmet Enggården i Grenaa). De laver danseforestillinger, performances og gadeforestillinger med mere, og lørdag den 2. juni viser de forestillingen »Takidemo« i museumsgården. Til oktober skal truppen i øvrigt 2 uger på turné i Danmark, Frankrig og Portugal med andre unge fra Finland, England, Frankrig og Portugal. Turnéen er under Art-train, som er et kulturprojekt, der er støttet med EU-midler.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000