21-05-2001 |
|
Mange »lopper« i Åstrup |
![]() |
Åstrup IFs årlige loppemarked blev afviklet i weekenden den 12.-13. maj i og omkring Åstrup Stadion og Åstrup Fritidscenter, og vejrguderne har arrangørerne virkelig nået at få indforskrevet, for denne weekend bød unægteligt på det flotteste og varmeste forårsvejr man overhovedet kan forestille sig i maj måned på disse breddegrader. Resultatet udeblev da heller ikke. Det traditionsrige loppemarked, der er et af de største af sin art på hele Djursland, trak et umanerligt stort publikum begge dage. Ikke mindst lørdag, hvor de tre herstående fotos blev taget.
I dagene op til loppemarkedet sørgede et hold frivillige fra idrætsforeningen for et større indsamlingsarbejde med loppeeffekter, så der var nogle »lopper« at vælge imellem, da det endelig gik løs. Der var således et righoldigt udvalg indenfor ting som møbler, sko, lamper, legetøj, radioer, TV, videomaskiner, tøj i massevis og bøger i kassevis, støvsugere, haveredskaber, gammelt køkkengrej, haveredskaber, tegneserier, spil, malerier, plader, bånd og meget, meget andet. Et købedygtigt publikum gjorde med andre ord mangt en god handel, mens Åstrup IF fik en god klatskilling ud af anstrengelserne til foreningens ungdomsarbejde. Og vi skulle hilse at sige, at der er tale om en forening i vækst, så der er brug for en solid økonomisk baggrund for dette arbejde.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000