21-05-2001

Juleaften midt i maj måned på Djurslands Museum!?

Grenaa Blad logo

Det var juleaften midt i maj måned tirsdag i sidste uge. Ihvertfald i det lokale, som »Banestyrelsen« - fire aktive modeljernbane-entusiaster - holder til i på Djurslands Museum i Grenaa. Her har de opbygget en stor modeljernbane på baggrund af en større samling fra aføde kaffebrænder Ove H. Aagaard Hansen, og julelysene i øjnene skyldtes en flot førtids-julegave fra en ældre herre i Randers, der havde set et program på DK4 omkring »Banestyrelsens« imponerende hobby-arbejde på muséet. På stedet besluttede han at donere en imponerende og særdeles kostbar samling modelbane-tog, -skinner samt andet tilbehør - stort set altsammen i Märklin. De fire aktive pensionister fandt - da de pakkede ud - tog og togvogne i perfekt stand, og i flere tilfælde ting, som aldrig havde været pakket ud af deres æsker, der hver især bar prismærkater på mellem 1.000 og 2.000 kroner. Med andre ord en utrolig flot gave, som nu sender »Banestyrelsen« på overarbejde med hensyn til et større registreringsarbejde i forhold til hver enkel
t ting de har modtaget fra den gavmilde randrusianer.

Det er nu ikke fordi man decideret står og mangler flere tog og togvogne, idet man via kaffebrænderens samling i forvejen råder over 316 vogne og 20 lokomotiver, hvoraf modelbanen i øjeblikket kan køre med 7. »Banestyrelsen« har imidlertid netop udvidet banen til det dobbelte - i en østbane og en vestbane, som er koblet sammen - og det åbner op for muligheden for at kunne køre med yderligere to lokomotiver. Og det må siges at være et luksusproblem at skulle vælge hvilke tog, der skal have lov til at køre på banen hvornår. Banen er blevet udvidet til at bestå af 426 skinner svarende til 76,68 meter.

De fire aktive pensionister - der lægger både flid, entusiasme, kærlighed og dygtighed i deres arbejde - mødes hver tirsdag på muséet for at pusle om banen og samlingen i bestræbelserne på at gøre den endnu flottere og bedre. For færdig bliver den aldrig, indrømmer alle fire, og det er nok en del af fascinationen ved at bygge og »lege med« modeljernbane. Større kan banen nu vistnok ikke blive, dertil er rummet ikke stort nok, men så kunne man jo få den tanke, at der kan bygges en højbane, eller måske lave skinneføring under bordet..... Men disse emner er lidt tabu-belagte i visse kredse af »Banestyrelsen«. Uden at nævne nogen navne.

Alle fire navne skal dog »på banen« her i dette forum. De fire aktive pensionister er Carl Rager, Jens Jacobsen, Malthe Engelsted og Børge Mørk Andersen.

I forbindelse med Open By Night i Grenaa onsdag aften den 23. maj, vil det i øvrigt være muligt at kigge forbi til en snak med »Banestyrelsen«, og et få kig på deres »barn«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000