21-05-2001 |
|
Godt vejr lig med mange spritkørsler |
![]() |
Forrige weekends aldeles fremragende forårsvejr kaldte på indtagelsen af mange kølige øl rundt omkring i det østdjurske. Og det er forsåvidt helt ok, når blot man husker, at for mange kolde fra kassen og bilkørsel ikke hører sammen. Således plukkede Grenaa Politi lidt flere halv- og helsnaldrede bilister, end hvad der må siges at være normalt for en weekend. Blandt andre snuppede man fredag aften den 11. maj hele tre af slagsen. En 40-årig mand fra Midtdjurs blev taget på Frederikslundvej i Ryomgård. Derpå snuppede man en jævnaldrende mand fra Viborg, der i forvejen er frakendt kørekortet, på Klitvej i Fjellerup. Han måtte således også se sig sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Endelig røg en 34-årig mand fra Midtdjurs i politiets spritfælde denne aften. Det skete i forbindelse med kørsel på Bredgade i Kolind.
Der skete også et trafikuheld denne weekend, hvor politiet ikke kan afvise, at spritkørsel har været indblandet. Man tog under alle omstændigheder en blodprøve på føreren af den forulykkede bil. Uheldet skete tidligt søndag morgen ved 5-tiden på hovedvejen ved Mastrup mellem Grenaa og Ørum. Bilen kørte med retning mod Ørum, da den pludselig røg over i den modsatte kørebane, videre ned i grøften og derfra gennem en hæk, hvorefter den standsede ganske få meter fra et hus. Føreren og en passager blev begge indlagt på Grenaa Centralsygehus til behandling for knubs og skrammer.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000