08-05-2001 |
|
Julemærkefond har doneret 5 fjernsyn til sygehuset i Grenaa |
![]() |
Patienterne på afdeling M2 på Grenaa Centralsygehus behøver ikke at kede sig fremover. Afdelingen har nemlig fået penge til indkøb af hele 5 TV-apparater, således at der nu er fjernsyn på alle fællesstuer, ligesom der er lavet ophæng på patientstuerne, så fjernsynene kan flyttes rundt efter behov. 20.000 kroner fra Julemærkefonden i Ebeltoft har efter ansøgning muliggjort dette indkøb. Fonden er i øjeblikket - efter 25 års virke - ved at afvikle sig selv, og derfor har det ikke skortet på velvilje i forhold til de ansøgninger, der er kommet ind på det seneste. En formue på 100.000 kroner skal således »formøbles« før en opløsning formelt kan finde sted, og det er altså blandt andet kommet det lokale sygehus til gode. Opgaven med at lave et lokalt Ebeltoft-julemærke overdrages efterfølgende til den lokale Lions Club efter samme model, som man ser i Grenaa.
Men for at vende tilbage til sygehuset, så handler den her historie om, at en social- og sundhedsassistent ved navn Anette Haslund syntes, at patienterne ikke burde spises med med to veltjente fjernsyn, der var mere kendte for at vise »snestorme« end TV-programmer. Hun befinder sig nu på Ebeltoft Genoptræningscenter, men hun var i Grenaa tirsdag i sidste uge sammen med Jytte Andersen fra Julemærkefonden i forbindelse med den officielle overdragelse af fjernsynene til sygehuset. Her blev de modtaget af afdelingssygeplejerske Ellen Leth og cheflæge Christian Møller Nielsen, der selvsagt var overordentligt glade for den flotte gave.
- Det er jo altid dejligt, når nogen er opmærksomme på vores sygehus i positiv retning. Ebeltoft er jo også en del af sygehusets optageområde, så ikke mindst derfor er det rart at blive betænkt. Men det offentlige er nu også flinke ved os. Vi får løbende tilført penge til udvidelser og renoveringer, og senest har vi modtaget 6 millioner kroner fra amtet til etablering af et nyt dagkirurgisk afsnit og nyt tag og loft med kontorfaciliteter i den gamle del af bygningsmassen. Sammenfattende kan man sige, at det varmer om hjertet, når nogen vil os noget godt. Uanset fra hvilken kant det kommer, sagde Christian Møller Nielsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000