08-05-2001 |
|
Den 16. maj skal der danses om majstangen for 11. gang i Grenaa |
![]() |
Folkedanserforeningen FC Grenaa kan onsdag den 16. maj for 11. år i træk invitere børn og voksne til dans om majstangen på arealet ved Grenaa Naturskole i Klitten ved Grenaa Strand. Programmet indledes med at spillemændene spiller op, hvorefter majstangen rejses. Dette års majstangs-tale er lagt i hænderne og mundtøjet på det socialdemokratiske byrådsmedlem, Erik Hoberg, der også er formand for Grenaa Kommunes Voksen- og Fritidsudvalg. Herefter er der fællessang og fællesdans under ledelse af Karen Lindballe fra FC-folkedanserne. Musikken leveres som ved tidligere majstangs-fester af FCs spillemænd under ledelse af Aksel Petersen.
Formanden for Folkedanserforeningen FC Grenaa, Niels Erik Møller, kan fortælle, at dansen om majstangen oprindeligt var et frugtbarhedssymbol - et velkommen til foråret og den pragtfulde tid forude - men at den også er et symbol på venskab og samhørighed - at komme hinanden ved.
- Vi vil gerne opfriske disse smukke tanker ved at tage hinanden i hånden og lege/danse foråret i møde, og vi håber naturligvis, at rigtig mange vil benytte sig af denne mulighed på onsdag aften i næste uge, siger Niels Erik Møller.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000