30-04-2001 |
|
25 års jubilæum hos Profil Optik i Grenaa |
![]() |
Urmager Niels Ove Rasmussen kan den 1. maj 2001 fejre 25 års jubilæum som ansat hos Profil Optik i Grenaa. I de fleste af årene har chefen heddet Knud Ellermann og adressen Storegade 14. På begge fronter er der sket noget udskiftning i de senere år, idet indehaveren nu hedder Mogens Pedersen, mens adressen nu er Lillegade 22. Niels Ove Rasmussen har dog ikke ændret sig. Han har igennem alle 25 år været en ekstremt grundig, samvittighedsfuld, loyal og utrolig vellidt medarbejder. Han startede hos Ellermann som ferieafløser tilbage i maj 1976, og har været uafbrudt i firmaet lige siden.
Han er oprindeligt fra Vivild/Allingåbro-området, og er udlært urmager hos Birkelund i Randers. 5 års læretid i den gode gamle mesterlære er basisgrundlaget for den store faglige kunnen, som Niels Ove Rasmussen udøver i sit daglige arbejde. Inden han kom til Grenaa sad han tre måneder mutters alene på et serviceværksted i København. Det var ikke ham. Han savnede kolleger og kundekontakt, og begge dele fandt han i Grenaa.
Faglige udfordringer har han ikke savnet i de 25 år i branchen. Overgangen fra mekaniske ure til de elektroniske har stillet fordringer, og han har taget handsken op ved at tage samtlige efteruddannelser vedrørende de elektroniske ure. Rent opgavemæssigt har det betydet, at der er blevet væsentligt færre ur-reparationer at tage sig af i forhold til tidligere. Et armbånds-ur skal eksempelvis have en vis værdi, før folk lader det reparere. Nu om dage erstatter man ofte bare et ur med et nyt. Men de opgaver, der så bliver tilbage, er nok så interessante. Der er nemlig ikke sjældent tale om meget kostbare mekaniske ure - bornholmere, andre standure og meget kostbare lommeure - eller meget avancerede og dyre elektroniske ure.
- Det skærper ens sanser at sidde med en reparation på et lommeur, der måske kan sælges for 100.000 kroner, og hvor du skal være endog meget heldig, hvis du kan skaffe en reservedel, siger Niels Ove Rasmussen.
For et par år siden blev han faktisk autoriseret som optiker, så den del beskæftiger han sig også med i form af slibning af glas med videre. Her kommer hans håndværksmæssige ballast i høj grad også til sin ret. Kundekontakten i forretning - hvad enten det handler om briller eller ure - er også en del af arbejdet, som han holder meget af.
- Jeg er glad for den vekselvirkning, at man ikke er på værkstedet hele tiden, siger Niels Ove Rasmussen, der bor i Grenaa med kone og to små piger på henholdsvis 3 og 6 år.
25 års jubilæet markeres torsdag, fredag og lørdag med 25% rabat på alle ure i Profil Optik-butikken i Lillegade i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000