30-04-2001

10 år med sejlklub ved Bønnerup Strand

Grenaa Blad logo

Bønnerup Strand Sejlklub inviterer til åbent hus på lørdag den 5. maj i forbindelse med standerhejsning og klubbens 10 års fødselsdag. Et lille jubilæumsskrift er blevet udgivet i den anledning, og heraf fremgår det, hvordan det hele startede for 10 år siden.

Før den egentlige sejlkub så dagens lyst, havde foreningens nuværende formand, Finn Petersen, i det såkaldte ishus på havnen fået etableret noget, der skulle ligne en ungdomsafdeling. Han havde gennem Flemming Bram - en tidligere optimistjolleleder i Grenaa - lånt seks optimistjoller, som børnene kunne benytte sig af. Da der ingen sejlklub var i Bønnerup, måtte de voksne, der havde lyst til at sejle kapsejlads, melde sig ind i Grenaa Sejlklub. Langs hen ad vejen var det anledningen til, at Finn Petersen og Henry Jørgensen i 1990 blev enige om at arbejde på at kunne starte en klub i Bønnerup. Arbejdet fordelte de mellem sig. Finn tog sig af alt det praktiske, mens Henry klarede alle skriverierne. Den første standerhejsning fandt sted den 4. maj 1991, og i 1992 blev klubben en selvstændig forening som medlem af Dansk Sejlunion Nordjyllandskredsen, hvor klubben befinder sig - og befinder sig godt - den dag i dag. Ved årsskiftet var medlemstallet på 52 voksne, 59 børn og 4 passive. Endnu er det et par containere, der udgør Bønnerup Strand Sejlklub, men også det håber man at ændre på i den nærmeste fremtid, så rammerne omkring sejladsen og det sociale liv i klubben kan blive helt optimale.

Bestyrelsen bag Bønnerup Strand Sejlklub håber på stort fremmøde på åbent hus-dagen på lørdag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000