30-04-2001 |
|
Patrice Barat og Stig Mortensen udstiller i Kulturhuset Pavillonen |
![]() |
På lørdag den 5. maj er der fernisering på en dobbelt-udstilling i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Patrice Barat fra Randers udstiller stemningsfulde billeder, mens den lokale stenskulptør/billedhugger Stig Mortensen udstiller nogle af sine flotte skulpturer. Udstillingen åbnes af afdelingsleder ved Skole- og Kulturforvaltningen i Grenaa Kommune, Bent Madsen.
Kulturhusleder Hardy Andersen lover, at der bliver tale om en udstilling, som man ikke bør gå glip af.
- Patrice Barats billeder er noget helt specielt - farver og materialer går op i en højere enhed, og billederne stråler af stemning og atmosfære. Og Stig Mortensens skulpturer er ikke mindre spændende i deres forsøg på nærmest at ophæve tyngdekraften og i deres afsløring af de enkelte stens inderste hemmeligheder, udtaler Hardy Andersen.
Det er ikke første gang de to kunstnere står for en udstilling sammen. Først på året udstillede de i Helligåndshuset i Randers, og Randers Amtsavis kunstanmelder Lisbeth Stryhn havde følgende at sige i den forbindelse:
»De klæder hinanden vældig godt - Patrice Barats relief-agtige malerier og billedhuggeren Stig Mortensens skulpturer. Begge er robuste og gedigne og på én gang elegante i udtrykket, og begge vender de blikket tilbage og bruger fortidens udtryk til at beskrive nutiden. Man skulle næsten tro, at Stig Mortensen ændrer på tyngdeloven, når han placerer en tung granithjælm over en rimelig spinkel træfod. Men elegant ser det ud. Og når man så samtidig ved, at manden ikke bruger elektrisk værktøj, men udelukkende hammer og mejsel, ja så stiger opmærksomheden. Sirligt og præcist mejsler han sine spor i den hårde granit - eller han former »silke-bløde« mennesker i hvid marmor, der korresponderer med Barats billeder«.
Om franskmanden Barat skriver hun, at han er lidt af en internationalist, der dykker ned i græsk kultur, Middelhavs-kulturen, sydamerikansk og nordisk kultur.
»Barat har udviklet en unik relief-teknik, hvor det ser ud som om han har hæftet en figur, et tegn, et bogstav på den bløde kanvas. Men det er et synsbedrag. Relieffet former han af kanvasen og strukturen er ikke til at komme uden om«, skriver Lisbeth Stryhn.
Kunstneren med de franske rødder har de seneste to år opholdt sig i Danmark, hvor det er blevet til flere store udstillinger - blandt andet hos Danmarks Radio. Inspirationen til hans malerier kommer fra nordiske runer og sydlandske hulemalerier.
Udstillingen vil kunne beses i Kulturhuset Pavillonen hele maj måned.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000