30-04-2001

Åstrup-folkedansere kan fejre 10 års fødselsdag

Grenaa Blad logo

Åstrup IF’s folkedansere har eksisteret som afdeling i 10 år, men faktisk er foreningen reelt noget ældre, idet den blev stiftet tilbage i 1942, hvorfra dette billede stammer. Dengang hed man Grenaa og Omegns FolkedanserforeningÅstrup IF’s Folkedanserafdeling kan her tirsdag den 1. maj 2001 fejre sin 10 års fødselsdag. Og der er vel at mærke ikke tale om en hensygnende afdeling. Man råder over et meget aktivt børnehold, et aftenhold med voksne dansere og endelig har man et ældrehold med alt i alt omkring 90 dansere. Som noget nyt vil afdelingen prøve at starte familiedans op nogle søndage eftermiddage her til efteråret. Det bliver baseret på leg, dans og sang for hele familiee.

Men folkedanserforeningen har rent faktisk en del flere end 10 år på bagen, hvis det skal være helt rigtigt. Det hele startede nemlig tilbage i 1942 med folkedans under navnet Grenaa og Omegns Folkedanserforening. Den blev dog på et tidspunkt nedlagt - ingen ved rigtigt hvornår - men der blev startet en ny forening op i 1970 under samme navn. Her dansede man hver fredag eftermiddag i museumsgården til Djurslands Museum. Denne Grenaa og Omegns Folkedanserforening kørte så helt frem til den 1. maj 1991, hvor foreningen blev underlagt Åstrup IF. Formanden for afdelingen hedder Allyn Hansen, og han har følgende at sige i anledning af den runde fødselsdag.

- Hvis man kigger i de gamle protokoller kan man se, at man dengang lavede det samme, som vi gør i dag. Det vil sige opvisninger på plejehjem, ved festlige lejligheder og forskellige stævnedeltagelser. Blandt andet stævnet i Gjerrild-skoven og en årlig udflugt til Rebild. Jubilæet vil blive markeret med en legestue lørdag den 6. oktober i Åstrup Fritidscenter. Til dem, som ikke ved hvad en legestue er, kan jeg fortælle, at det er en aften, hvor man danser folkdans, og ikke - som jeg er blevet spurgt nogle gange - leger. Men vi har det mindst ligeså sjovt, som når man leger, slutter Allyn Hansen.
Åstrup IF’s Folkedanserforening kan den 1. maj fejre sin 10 års fødselsdag. Her ses medlemmer fra afdelingen i aktion i forbindelse med Dronning Margrethes officielle besøg i Grenaa i 1995

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000