30-04-2001

Jyske grundejere gæster Grenaa

Grenaa Blad logo

Sammenslutningen Jydske Grundejerforeninger gæster Grenaa med et delegeretmøde, der afholdes lørdag den 5. maj på Scandic Stena Line Hotel Grenaa. Ved dette års møde i Grenaa får de delegerede mulighed for at lytte til lejerets-eksperter fra hele tre nationer - nemlig Tyskland, Danmark og Norge.

Når de delegerede har indfundet sig på hotellet med deres ledsagere, vil viceborgmester Mogens Blach byde dem velkommen på byens vegne. Herefter går man så i gang med delegeretmødet samtidig med, at ledsagerturen i Grenaa og omegn indledes.

Baggrunden for valget af Grenaa som værtsby skal findes i den omstændighed, at Djurslands Grundejerforening ved samme lejlighed markerer sit 100 års jubilæum. Der bliver samtidig tale om et dobbeltjubilæum, fordi det også er Jydske Grundejerforeningers delgeretmøde nr. 100.

Djurslands Grundejerforening ser således frem til at kunne byde de delegerede velkommen til Grenaa. Foreningen har i øvrigt haft tre navne i dets 100-årige beståen, fremgår det af Det jydske Grundejerblad for april. Ved stiftelsen hed den Grenaa Grundejerforening, hvilket senere blev ændret til Grenaa og Omegn, inden nabokommunerne kom til. Det gav anledning til at skifte til den nuværende betegnelse, som dog ikke omfatter Ebeltoft.

- Også grundejerforeningens væsentligste funktioner har ændret sig, siger formanden Leon Vetter til bladet, og fortsætter:
- I de første år efter oprettelsen var arbejdet mest koncentreret om vejlaug, og senere var vi med til at etablere fjernvarme, men begge dele er forlængst overgået til kommunalt regi. Nu lægger vi det største arbejde i huslejenævnene og yder i den sammenhæng medlemmerne teknisk og juridisk bistand, udtaler Leon Vetter videre i Det jydske Grundejerblad.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000