25-04-2001

Aktive kvinder i Glesborg har taget hul på ny sæson

Grenaa Blad logo

Foreningen Aktive kvinder i Glesborg og omegn har taget hul på aktivitetsprogrammet for 2001. Det gjorde man med en god aften for nylig, hvor Pia Meyer indviede forsamlingen i Ma-uri Bodywork, som er en polynesisk inspireret massage, der på en blød og god måde giver velvære til krop og sjæl.

Programmet byder i øvrigt på ting såsom et besøg hos blomsterdekoratør Kirsten Gissel i Stenvad, hvor der skal laves dekorationer til pinse. I august måned kører man en tur til Knebel på Mols, hvor der venter et foredrag om fremstilling af naturprodukter til hudens pleje. I september er man så med i et stort fællesarrangement på Gjerrild Kro, hvor man i år skal opleve den tidligere Herning-restauratør Gitte Hornshøj (kendt fra TV) berette om takt og tone. Til oktober bliver der lejlighed til at studere efterårs- og vinterkollektioner hos Emma i Grenaa, mens man i december afholder den traditionsrige adventsfest, hvor den tidligere Ålsø-sognepræst Ulla Morre Bidstrup vil indvie de fremmødte i julens traditioner. Programmet rækker faktisk helt ind i 2002, idet man har planlagt deltagelse i en nytårskoncert i Grenaa og afvikling af generalforsamling den 29. januar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000