25-04-2001

Indbrud i to villaer og ét motionscenter

Grenaa Blad logo

Nogle indbrudstyve varmede op til påsken ved at udøve deres »metier«. Således var der sådanne eksistenser på spil i en villa på Diverhøjvej i Lund ved Trustrup, på Kirkegade i Pindstrup og endelig i Grenaa Motionscenter på Århusvej. På Diverhøjvej brød man ind mellem mandag og onsdag, og det skete via et køkkenvindue. Fra villaen fjernede man hårde hvidevarer. Indbruddet på Kirkevej i Pindstrup skete onsdag i dagtimerne mellem kl. 9.00 og 13.00. Her kom man ind ved at knuse en rude til en kælderdør, hvorefter udbyttet blev en bærbar PC. Grenaa Motionscenter havde ubudne gæster natten til skærtorsdag. Man opbrød her et vindue, hvorefter man fra en pengekasse i selve centret, tilranede sig et par dages omsætning.

Endelig var der et forsøg på indbrud omkring Telebutikken i Søndergade i Grenaa. Det skete klokken 04.30 natten til skærtorsdag. Her blev der kylet en sten gennem ruden, hvorefter man forsøgte at få fat på de mobiltelefoner, der befandt sig i udstillingsvinduet. Det lykkedes imidlertid ikke, og havde det lykkedes var tyvene blevet snydt så vandet drev ned ad dem, for der er kun tale om attrap-modeller.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000