24-04-2001

Schäferhundeklub laver DM-udtagelsesstævne

Grenaa Blad logo

Den 28.-29. april arrangerer Schäferhundeklubben i Grenaa et stævne, der tæller som DM-udtagelse i disciplinen spor - altså det at følge et udlagt spor så perfekt som muligt. Selve DM-stævnet afvikles et endnu ikke udpeget sted i Danmark den 27.-28. oktober, og en enkelt lokal hund har faktisk allerede kvalificeret sig til dette DM-stævne via et DM-udtagelesesstævne i Rødovre ved København. Kirsten Nielsen og hunhunden »Daulykke Nannie« opnåede her et fornemt resultat med 98 point ud af 100 mulige, hvilket samtidig gjorde parret til stævnevindere med flest point blandt samtlige deltagere. De er således allerede sikre på udtagelse til finalestævnet, men stiller måske alligevel op til stævnet i Grenaa, hvortil der er forhåndstilmeldt 26 hunde, der kommer fra hele landet. Ingen andre lokale schäferhunde stiller op til dette DM-udtagelsesstævne, som Schäferhundeklubben i Grenaa satser stærkt på at gøre til et flot arrangement. Grenaa-klubben udgør Kreds 71 i det der på landsplan hedder Schäferhundeklubben i Danmark. DM-udtagelsesstævnet vil blive afviklet ved den lokale klubs anlæg og faciliteter på Næsgårdsvej ved Grenaa.

Schäferhunden »Daulykke Nannie« fra Grenaa deltager sandsynligvis i et DM-udtagelsesstævne i spor i Grenaa den 27.-28. april, selv om hun sammen med sin ejer Kirsten Nielsen allerede har kvalificeret sig til DM-finalen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000