24-04-2001 |
|
Grenaa Kirke søger om hjælp til at huse ét af Nordeuropa’s bedste koncertklokkespil! |
![]() |
Udbygningen af Grenaa Kirke’s klokkespil til et regulært koncertklokkespil kan ikke ske uden velvilje fra lokale sponsorer. Derfor går Grenaa Meninghedsråd, klokkenist Per Møller og erhvervsdirektør for Djurslands Erhvervsråd Grenaa nu ud til en række potentielle sponsorer med henblik på at skaffe de nødvendige midler til udbygningen af klokkespillet, der ventes at ville koste 750.000 kroner. Via et gavebrev kan man støtte projektet med et beløb. Beløb over 1.000 kroner giver mulihed for at den enkelte donators navn kan figurere på en synligt ophængt tavle. Beløb over 15.000 kroner giver endvidere mulighed for, at man kan få sit navn indstøbt i én af de 27 nye klokker, som der kan blive tale om. Hvis alt går vel håber initiativtagerne at kunne færdiggøre kirkens klokkespil i år 2002.
I forbindelse med Grenaa by’s 550 års købstadsjubilæum den 13. maj 1995, blev et foreløbigt klokkespil med 21 klokker ophængt i Grenaa Kirke’s tårn. Da klokkespil normalt ikke kan finansieres over kirkeskatten, blev det fornødne beløb - cirka 1,2 mio. kroner - tilvejebragt gennem private bidrag samt via indsamling blandt byens virksomheder og pengeinstitutter. Klokkespillet er p. t. et såkaldt automatisk klokkespil, der står i forbindelse med kirkens urværk. De 21 klokker aktiveres af en computer, og der er ingen mulighed for manuelt spil af en klokkenist. Klokkespillet er imidlertid projekteret til at kunne udvides til at omfatte ialt 48 klokker - med mulighed for at spille manuelt fra et stokklaviatur. Herved vil det komme til at opfylde den internationale standard for koncertklokkespil.
Optimale forhold
Siden klokkerne i vinteren 1995 blev hængt op, har det vist sig, at de akustiske forhold i såvel tårnet som på det omgivende torv er særdeles gunstige for klokkespilsmusik. Derfor forventes det færdigudbyggede koncertklokkespil ikke alene at blive ét af Danmarks bedste, men det vil desuden kunne vække opsigt også uden for landets grænser. Kirkeministeriets daværende konsulent i kirkeklokker og klokkepsil, Bent Gammeltoft Hansen, udtalte i 1995, at »de akustiske forhold i Grenaa er så optimale, at det færdigudbyggede instrument vil blive misundt overalt hvor klokkespillets kunst udøves«.
- Det er let at forestille sig hvilken betydning et sådant færdigbygget vil kunne få for købstaden Grenaa, idet det vil kunne få en plads i turistbrochurerne på lige fod med egnens bedste attraktioner, og dermed trække flere besøgende til vor by. Da klokkerne er ophængt inde i kirkens tårn, med mulighed for at det spilles for lukkede glamhuller uden gene for omkringboende, vil det være et oplagt sted for uddannelse af en helt ny generation af klokkenister, ligesom det vil være selvfølgeligt at anvende det til internationale mesterkurser, klokkekonferencer med mere, står der i det følgebrev, som menighedsrådet og projektmager Per Møller har sendt ud.
27 nye klokker
De 750.000 kroner dækker udgifter til støbning af 27 nye klokker, montering af knebler i alle 48 klokker samt montering af stokklaviatur og spillemekanik. Større bidragydere kan altså få sit navn indstøbt i én eller flere klokker, og når projektet er endeligt fuldført, vil der blive ophængt en tavle med alle bidragydernes navne synligt i kirkens våbenhus.
- Et fuldt udbygget koncertklokkespil vil få stor betydning for Grenaa. Det er et fåtal af kirker i Danmark, der har klokkespil med 48 klokker, hvorfor den internationale opmærksomhed også vil få national interesse. Det er derfor menighedsrådets store ønske, som kronen på den indeværende store kirkerestaurering, at kunne fuldføre det klokkespilsprojekt, der tog sin begyndelse for snart 10 år siden, hedder det videre i skrivelsen.
Den første del af klokkeprojektet blev altså indviet tilbage i maj 1995, og kostede dengang kirken 1,2 millioner kroner. Den sum blev finansieret via nogle penge kirken havde arvet, via indsamlede midler og så en sjat kirkeskatte-kroner. Det har dog hele tiden været meningen, at klokkespillet skulle udbygges til de 48 klokker, der vil gøre det til et koncertklokkespil, som der kun er 21 af i hele Danmark. Og det er dét man nu forsøger at realisere her seks år efter de første 21 klokker - hvoraf den tungeste vejer 665 kilo - blev indviet.
27 nye klokker lig med 4 oktaver
De 27 nye klokker er de små af slagsen, og vil tilføre klokkespillet den musiske dimension det er at kunne spænde over de berømte fire oktaver. De nye klokker kommer til at veje mellem 42 og 10 kilo.
- Der er slet ingen tvivl om, at der vil blive tale om et klokkespil, der vil blive lagt mærke til i både ind- og udland. Det vil kunne udnyttes på mange måder her i Grenaa, og én af dem er, at musikinteresserede turister vil besøge byen alene af den grund, at vi har et koncertklokkespil af den her kaliber. Og det vil være til gavn for såvel kirken som byen som helhed, at vi får en sådan attraktion oveni de andre vi har i forvejen.
Noget byens turistchef bestemt ikke er uenig i.
- Det er sød musik i mine ører i både bogstavelig og overført betydning. Alt hvad der er specielt er godt for byen, fordi det er ensbetydende med, at vi får trukket nogle mennesker til Grenaa, som vi ellers ikke ville have fået hertil. Og så vil der være tale om en niche, der trækker folk til byen over hele året, siger Per Rasmussen.
30.000 kroner fra Max Vonsylds Fond
Indsamlingen er allerede kommet godt i vej med 30.000 kroner fra den tidligere Grenaa-læge Max Vonsylds fond, og nu håber man, at der sidder nogle gode Grenaa-borgere i virksomheder, forretninger og/eller private hjem, og spekulerer over, om dette formål ikke er støtteværdigt. Alle bidrag - store som små - er velkomne, understreger Per Møller, der kan oplyse, at klokkerne koster fra 13.000 til 65.000 kroner. Mellemløsninger med et færre antal klokker end 27 er muligt, men ikke noget man går efter.
- Vi vil meget gerne kunne lave det helt rigtige koncertklokkespil, så vi ikke devaluerer projektet. Prisforskellen mellem det at lave en mellemløsning i forhold til det at lave et fuldt udbygget klokkespil, er også så lille, at det ikke giver nogen mening at lade sig nøje med mindre end det perfekte. Vi bliver med andre ord ved med at samle ind indtil pengene er der, siger Per Møller.
- Det er så muligt, at vi må ændre strategi undervejs for at nå målet på de 750.000 kroner, men så gør vi blot det. Foreløbigt starter vi med en forespørgsel hos 20 selektivt udvalgte emner, og så må vi se hvad det giver, supplerer erhvervsdirektør Villy Andersen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000