24-04-2001 |
|
Mødre måtte hente deres uvorne drenge |
![]() |
I to tilfælde har Grenaa Politi for nylig måttet rekvirere nogle mødre i forbindelse med, at deres sønner har haft lidt problemer med at opføre sig ordentligt. I første omgang var der tale om en 16-årig dreng fra Randers, der i forbindelse med Radio ABC’s Surprise Party i Kulturhuset Pavillonen fredag den 6. april, havde téet sig så tilpas åndssvagt i sin brandert, at det var nødvendigt at tilkalde politiet. Henstillinger fra ordensmagten havde heller ikke nogen effekt på den unge mands opførsel, så derfor tog man ham med på Politigården, hvorfra man ringede til hans mødrene ophav og udbad sig en afhentning.
Noget tilsvarende skete for en 17-årig gut fra Grenaa natten mellem lørdag og søndag i samme weekend. Han rendte rundt i Grenaa’s natteliv og sagde »Fuck dig« til forskellige personer. I sidste instans også til ordensmagten, og så stoppede festen - om man så må sige. Han blev taget med ind på Politigården, samtidig med, at han blev belært om, at politiet ikke nødvendigvis behøver at finde sig i uhøvisk tale. Også han blev senere på natten hentet af sin mor. Næppe noget der giver den helt store status nede i klubben....!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000