07-04-2001 |
|
Et godt år for den lokale svømmeklub |
![]() |
År 2000 var et godt år for den lokale svømmeklub, konstaterede formanden Rita Hauge i sin beretning i forbindelse med den nyligt afholdte generalforsamling i Grenaa Svømmeklub. Overskrifterne for året var fine svømmeresultater, en ny forening og et medlemstal, som igen ligger over de1000.
Konkurrence-svømmerne, der kun udgør en beskeden skare i forhold til det samlede antal aktive medlemmer, klarede sig således fint ved De Åbne Danske B-mesterskaber i juli, hvor én af svømmerne opnåede en flot 2. plads, fortalte Rita Hauge, der også kunne notere sig, at de Danske Holdmesterskaber i november gav en placering som nr. 18 i 3. division til pigerne, mens drengene blev nr. 8 i 4. division, ligesom man også kunne se tilbage på endnu et vellykket lokalt sponsorstævne, hvor erhvervslivet i Grenaa og omegn støttede de lokale konkurrencesvømmere, så de har mulighed for igen i år at intensivere deres træning i forbindelse med en træningslejr før de store mesterskaber sidst på sæsonen.
- Men det er jo ikke kun vores konkurrencesvømmere, som begår sig i det våde element. Vi har netop afholdt det årlige børnestævne, som var det hidtil største af slagsen i klubbens historie med 122 deltagende børn, så svømmehallen var næsten fyldt til bristepunktet med børn, forældre og bedsteforældre, berettede formanden.
I august stiftede klubben Grenaa Svømmeklubs Livredderforening, som har til formål at udbrede kendskabet til og interessen for livredning samt bidrage til forøgelse af sikkerheden i svømmehallerne, hvilket blandt andet kan komme folkeskolerne til gode i form af kurser for lærere og de ældste elever, vurderede Rita Hauge, der også så en stor udfordring i at holde de unge mennesker i sporten - og de frivillige ledere ikke mindst.
- Det er et generelt problem for mange sportsgrene over hele landet, at klubberne mangler lederkapaciteter, så vi ser meget frem til Grenaa Kommunes nye fritidspolitik, som blandt andet vil gøre det attraktivt at være leder indenfor idrætten i Grenaa Kommune. Vi håber, at det på sigt kan afhjælpe den knappe lederkapacitet, vi i flere sæsoner har lidt under, sagde Rita Hauge.
Jette Wulff og Hanne Liljenberg trådte ud af bestyrelsen - dog fortsætter sidstnævnte som formand for den nyoprettede livredderforening. To nye bestyrelsesmedlemmer blev budt velkommen i skikkelse af Henrik Leth og Henrik Kjældsen.
Årets allroundmester blev Rudi Christensen, der også kan kalde sig klubmester i hele 13 discipliner. Herefter følger Ditte B. Nielsen med 8, Søren Hejlesen med 4, Marie Kolind Laustrup med 6 og endelig Mette Christensen med 3 discipliner.
Klubbens årgangsmestre blev som følger: Mia Pedersen, Sofie Kirstein/Stefan Hjortshøj, Kathrine Rasmussen/Peter Hejlesen og Ditte B. Nielsen/Rudi Christensen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000