07-04-2001

Dødsulykke i Fannerup

Grenaa Blad logo

Natten til lørdag den 31. marts skete der en meget alvorlig trafikulykke på Sivestedvejen i Fannerup. Der var tale om et solouheld med en personbil, og ulykken kostede den kun 15-årige Hafrun Freya Sigurdardottir fra Grenaa livet. Bilen blev ført af en 17-årig ung mand fra Grenaa, og bilens ejer - en 18-årig kammerat fra Nimtofte - var også i bilen, der blev fuldstændig smadret ved ulykken. Alle tre måtte frigøres fra bilvraget, og det var selvsagt et frygteligt syn, der mødte redningsfolkene, idet de dukkede op på ulykkesstedet i Fanenrup. Bilen kørte med høj hastighed med retning med Grenaa, da den i en blød kurve kom for langt ud i rabatten. Den 17-årige mistede herredømmet over køretøjet, som fortsatte sin fremdrift over 136 meter før den med stor kraft hamrede mod et hus i Fannerup. Den 15-årige islandske piges liv stod ikke til at redde, hvorimod de to unge mænd ser ud til slippe fra ulykken med livet i behold. De er dog meget alvorligt kvæstede, og ligger begge på Århus Kommunehospital.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000