05-04-2001

Fritidspris til petanque-klub

Grenaa Blad logo

Formanden for Bønnerup Strands Petanque Klub, Erik Kembel (tv.) modtager her en check på 4.000 kroner af Unibank Grenaa’s filialdirektør Bent Nørsten. Der var tale om en overrækkelse af Unidanmarkfondens Fritidspris søndag den 25. marts på petanque-anlæggBønnerup Strands Petanque Klub har modtaget Unidanmarkfondens Fritidspris for Unibanks Djursland Nord-område

Der blev taget hul på en ny sæson søndag den 25. marts, hvor mere end 30 spillelystne medlemmer og andre interesserede var mødt op. Og det selv om der blæste en strid vind fra øst. I samme anledning blev klubben altså hædret med Unidanmarkfondens Fritidspris med overrækkelse af en check på 4.000 kroner til klubbens formand, Erik Kempel. Formålet med prisen er at belønne et bemærkelsesværdigt initiativ, engagement eller resultat indenfor fritidsområdet. Unibanks filialdirektør i Grenaa, Bent Nørsten, udtalte følgende i forbindelse med pris-overrækkelsen:

- Vi er meget glade for at kunne støtte klubbens aktiviteter med denne bevilling, og det er dejligt at se den store spilleglæde, der er til stede blandt klubbens medlemmer. Ligeledes er det et skulderklap til bestyrelsen for deres frivillige arbejde, som er så vigtig for en klubs succes, sagde han.

I lighed med tidligere år var alle interesserede - familie, venner og bekendte - inviteret med til et gratis og uforpligtende prøvespil, hvor der var lejlighed til at prøve spillet med klubbens »garvede« spillere.

Bønnerup Strands Petanque Klub blev grundlagt for tre år siden og tæller 75 medlemmer. Klubben råder over 12 baner, hvoraf de 6 er belyste, foruden en pavillon som klubhus. De faste spilledage er søndag og tirsdag, hvor der begge dage er mulighed for at få en times instruktion i kasteteknik, strategi og regler før det ordinære spil begynder.

- For to år siden oprettede vi en seniorafdeling, hvor vi spiller 1 gang om ugen, men denne afdeling starter først engang i maj måned, når vejret bliver lidt varmere. Et starttidspunkt vil blive offentliggjort ved en senere lejlighed, men det ligger allerede på nuværende tidspunkt fast, at det kommer til at foregå på mandage om eftermiddagen, siger formanden Erik kembel, der sammen med resten af bestyrelsen håber, at der vil vise sig masser af nye interesserede i begge klubbens afdelinger for den nye sæson.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000