05-04-2001 |
|
Ny næstformand i varmeværkets bestyrelse |
![]() |
Grenaa Varmeværks bestyrelse har konstitueret sig ovenpå den ordinære generalforsamling på Grenaa Vandrerhjem torsdag den 22. marts. Tre bestyrelsesmedlemmer var på valg ved denne lejlighed, og der var genvalg over hele linien. Søren Gertsen, Mogens Jensen og Børge Lindgreen har således alle tre fortsat sæde i bestyrelsen, som derfor er identisk med den »gamle« bestyrelse. Blandt de øvrige medlemmer finder man således fortsat den mangeårige formand Frede Frandsen foruden Evan Quist, Kent Soelberg og Arne Jessen, hvoraf sidstnævnte er udpeget af Grenaa Byråd. Efter konstitueringen hedder formanden fortsat Frede Frandsen, men på næstformandsposten finder man et nyt ansigt i skikkelse af Søren Gertsen, der overtager denne post fra Mogens Jensen. Der er tale om det første spæde skridt i retning af et generationsskifte i bestyrelsen. Der blev også valgt to suppleanter til bestyrelsen. Ivan Molsing blev valgt som 1. suppleant, mens Henrik Nielsen blev 2. suppleant.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000