05-04-2001 |
|
ABB Electric i Grenaa er blevet til BP Electric |
![]() |
ABB Electric A/S på Trekanten i Grenaa er blevet overtaget af to mangeårige medarbejdere, Jan Baand og Johnny Pedersen, og er efterfølgende blevet omdøbt til BP Electric A/S. Men medarbejder-staben er den samme, og virksomheden kører videre som hidtil - blot med en lidt anden tilknytning til det gamle moderfirma, den gigantiske svensk-schweizisk-ejede ABB-koncern (Asea Brown Boveri). Jan Baand har været afdelingschef i afdelingen i alle de 13 år den har befundet sig i Grenaa, hvilket også er tilfældet for hans kompagnon, Johnny Pedersen, der kom i lære i firmaet ved starten i Grenaa i 1988, hvor man etablerede sig på Rugvænget i lokaler, der nu huser en lokal loge. Mod slutningen af 1999 flyttede man i stedet til større og bedre lokaler på Trekanten. Og nu er afdelingen altså blevet overtaget af to medarbejdere. Jan Baand fortæller følgende om baggrunden herfor:
- Det hænger sammen med, at ABB har besluttet at lægge om, så man fremover mere vil koncentrere sig om totaltekniske entrepriser og bevæge sig lidt væk fra licitationsmarkedet, siger han.
BP Electric består af en 20-30 mand - lidt afhængigt af, hvor meget der er at lave på et givent tidspunkt. I øjeblikket har man temmelig travlt, idet 28 mand er på arbejde hver dag. Firmaet gør i alt inden for el-installation minus detailleddet. Man tager sig således af alle typer el-installationer med hovedvægten på de mere tekniske ting. Men man sætter altså også lamper og for folk, og trækker ledninger rundt i en privat bopæl.
- Der har folk nok været lidt skræmt på forhånd over den store ABB-koncern, som man sikkert ikke kunne forestille sig beskæftigede sig med de dele, men det har vi nu hele tiden gjort, og håber da også at få lejlighed til at gøre det i større udstrækning efter vi er blevet mere lokalt funderede. Dog kan vi stadig trække på ABBs ekspertise på en lang række områder, som er beskrevet i en samarbejdsaftale. Det kunne være opgaver omkring højspænding, termografi, data-analyse og meget komplicerede CNC-maskiner. I sådanne tilfælde vil vi kunne trække på ABBs eksperter, og omvendt vil de benytte sig af vores folk, hvis ABB skulle få en stor opgave her i vores område, beretter Jan Baand, der på den anden side står mere frit til at tage nogle beslutninger sammen med Johnny Pedersen, hvor man førhen ofte skulle omkring ABB først.
13 år med vokseværk
Da firmaet i sin tid startede på Rugvænget var der foruden Jan Baand kun 1 svend og 4 lærlinge, så der er tale om en gennem årene støt voksende virksomhed. I øjeblikket har BP Electric en del folk på virksomheden Novopan i Pindstrup og har netop afsluttet et større el-arbejde omkring Sapa Grenaas nye produktionsanlæg. Desuden laver firmaet containere for York i Århus, ligesom nogle folk er beskæftiget omkring Kvickly Ebeltofts igangværende udbygning. Ældreboliger for Grenaa Andelsboligforening ved Åstien i Grenaa venter forude, og ligeså med noget så eksotisk som en opgave i Israel, hvor et par mand skal hjælpe et dansk firma med stille et slagteri op.
Det »nye« Grenaa-firma afholdt reception for overtagelsen den 23. marts, og ved den lejlighed blev de nye firma-ejere meget positivt overraskede over det store fremmøde.
- Det var ganske enkelt overvældende, slutter Jan Baand.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000