28-03-2001

Et tilfredsstillende år for Voldby Andelskasse

Grenaa Blad logo

Voldby Andelskasse, der er beliggende på Dolmervej 4 i Voldby, kom ud af år 2000 med et overskud efter skat på 470.000 kroner, hvilket bestyrelse og direktion betegner som et tilfredsstillende resultatÅr 2000 blev et tilfresstillende år for Voldby Andelskasse. Det fremgår af andelskassens skriftlige årsberetning, som kan fremvise et overskud efter skat på 470.000 kroner. Andelskassens ordinære generalforsamling blev afholdt torsdag den 22. marts i Voldby Forsamlingshus.

Resultatet er på niveau med 1999, hvor Voldby Andelskasse havde et overskud efter skat på 538.000 kroner.

År 2000-regnskabet er i følge bestyrelsen i særlig grad påvirket af fortsat stor kundetilgang med deraf følgende store stigninger i både ind- og udlån. Henholdsvis med 16% og 10%.

Den pæne indlånsstigning - hvor man gik fra 30,7 mio. kroner i 1999 til 35,7 mio. kroner i 2000 - skyldes hovedsagelig, at Andelskassen i 1999 indførte produktet højrentekonto.

Netto rente- og gebyrindtægter er steget med 15%. De samlede omkostninger er dog også steget en pæn sjat - 29% - og denne stigning skyldes ifølge bestyrelsens årsberetning primært øgede edb-udgifter i forbindelse med skifte af edb-central. Den nye IT-samarbejdspartner hedder Bankernes EDB Central (BEC).

404.000 kroner af overskuddet foreslåes henlagt til egenkapitalen - som efterfølgende vil være på 9.021.000 mio. kroner - mens resten (66.000 kroner) foreslåes anvendt til udbytte og andre formål.

Bankens direktion ved Inger Margrethe Bønnerup udtaler blandt følgende i forbindelse med år 2000-regnskabet:

»2000 er et årstal, der er set hen til og frem til i årtier. Nu hvor dette år er lagt bag os, kan vi begive os ind i et nyt og uberørt århundrede, som byder på mange udfordringer. Årets store fusioner i pengeinstitut-sektoren har betydet øget travlhed i Andelskassen. Der spores stigende interesse for mindre pengeinstitutter, som holder fast i den personlige rådgivning og den lokale tilknytning«, skriver hun, idet hun også kommer ind på, hvad skiftet til BEC kommer til at betyde:

»Skiftet sker for at sikre en fortsat effektiv IT-udvikling med opdaterede systemer til gavn og glæde for vores kunder. Som medlem af BEC er vi sammen med mere end 30 andre pengeinstitutter, når der udvikles nye værktøjer, udbygges og og forbedres i HomeBank med videre. Disse er områder, der kræver løbende investeringer - og som det er praktisk at være fælles om. Det endelig skifte til BEC sker mandag den 14. maj«, fortæller hun.

Tilfredse kunder
Inger Margrethe Bønnerup beretter endvidere, at 2000 også var året, hvor Andelskassen gennemførte en omfattende kundetilfredsheds-undersøgelse.

»20.000 kunder blev af et uafhængigt analysefirma stillet en lang række spørgsmål omkring deres oplevelse af Andelskassen. Resultatet var meget overvældende - hele 93% erklærede sig tilfredse med at være kunde i Andelskassen. Undersøgelsens samlede billede viser, at Andeslkassen opnår den højeste score, som nogensinde er målt efter den anerkendte Dansk KundeIndex-model«, udtaler hun.

Voldby Andelskasse er medlem af Sammenslutningen af Danske Andelskasser (SDA), der består af 40 jyske og fynske andelskasser.

»Her igennem har vi et solidt fundament for vort daglige arbejde, da SDA-andelskasserne hæfter solidarisk og er fælles om at opfylde banklovgivningens krav til pengeinstitutter vedrørende egenkapital, likviditet, engagementsgrænser med videre. Indskyderne, og kunderne i øvrigt, er således sikret ved den fælles egenkapital på i alt 741 mio. kroner, hvilket svarer til en solvens på 11,9%, hvor lovens mindstekrav er 8%, beretter Inger Margrethe Bønnerup.

Det, at være en del af SDA-koncernen betyder også, at Voldby Andelskasse, selv om der er tale om et mindre, lokalt pengeinstitut, kan trække på et bagland af specialister, så man altid er i stand til at yde kompetent professionel rådgivning.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000