28-03-2001 |
|
En solstrålehistorie fra Posthavecentret |
![]() |
Ældrecentret Posthaven i Grenaa kan byde på en vaskeægte solstrålehistorie. Som beskrevet i en tidligere udgave af Grenaa Bladet handler det om at aktivere den gruppe på henved 30 bosniere over 60 år, som befinder sig i kommunen. Der er typisk tale om nogle sprogligt, kulturelt og socialt isolerede personer, som Posthaven gerne vil gøre noget for. Et informationsmøde i sidste uge skulle åbne døre for bosnierne i forhold til de ting, som Posthaven kan tilbyde, og man var fra centrets side ikke alt for optimistisk med hensyn til fremmødet, da der typisk er tale om en meget tilbageholdende gruppe mennesker. Men solstrålehistorien består deri, at hele 17 bosniere mødte op til dette info-møde, og deres reaktion på invitationen var på alle måder rørende, fortælle områdeleder Ninna Thomsen.
- Det var en stor oplevelse for alle parter. De var så begejstrede og rørte over vores interesse for dem, at der på det nærmeste var tårer i øjenkrogene. Helt konkret blev udbyttet her og nu, at 6 vil starte til gymnastik, 1 vil skyde, mens 4 kvinder vil i gang på det kvinde-madhold, der laver dansk mad. Både for at lære at lave dansk mad, men ligeså meget for at komme i dialog med danske kvinder og få en naturlig indgangsvinkel til sproget. Det med sproget er i øvrigt et meget stort ønske, som vi desværre ikke kan honorere her og nu. De vil meget gerne starte på et hold, hvor de kan lære elementært dansk uden grammatik og andre sværhedsgrader. Altså det at lære nogle danske gloser, så de kan begå sig blandt danskere. De har allesammen deltaget i danskundervisning tidligere, men det har været for svært for dem at få udbytte af denne form for undervisning. Det de efterspørger er en dansklærer, der er meget tålmodig og som ikke prøver at lære dem at tale flydende dansk. Et sådant hold vil vi meget gerne starte op efter sommerferien, og i den forbindelse efterlyser vi en pensionist eller efterlønner, som kunne påtage sig denne opgave, siger Ninna Thomsen.
I slutningen af august vil Posthaven i øvrigt indkalde til et nyt møde, hvor man håber at gense de 17 bosniere - plus så mange af deres øvrige ældre landsmænd i kommunen som muligt. Det sker med henblik på orientere om kommende mulige aktiviteter i centret for denne gruppe. Herunder et kursus i elementært dansk hvis alt går vel.
På info-mødet i sidste uge var der en tolk til stedet - en ung bosnisk kvinde, som i forvejen er tilknyttet centret - og de 17 bosniere fik af den vej en masse information om Posthavecentret. En pjece på bosnisk om centret blev tillige udleveret, og så blev gruppen af bosniere også præsenteret for en ny video om Posthavecentret.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000