19-03-2001 |
|
MF’er for SF gæstede Grenaa for at diskutere hurtigere tog! |
![]() |
Hurtigere togforbindelser til og fra Grenaa var emnet for et debatmøde i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa mandag aften den 19. marts. Her havde SF-Grenaa indbudt folketingsmedlemmet for SF, Aage Frandsen, der er partiets trafikpolitiske ordfører på Christiansborg, med henblik på at fortælle om fremtiden for trafikken på Djursland:
- Hvordan ser det ud med vore muligheder for kontakten udadtil: Bliver der bedre og hurtigere forbindelse med tog, er der en mulighed for at færgen til Hundested kan komme tilbage og skal der være motorveje på Djursland? spurgte SF-Grenaa’s forkvinde KaMa Bech ud i luften forud for mødet i Grenaa.
I november 1999 blev der indgået en fem-årig trafikaftale mellem regeringen, SF og Enhedslisten, som blandt andet indebar, at der blev afsat en nærbanepulje til styrkelse af den kollektive trafik i Århus-området. Udmøntningen af puljen er netop blevet foretaget, og på den baggrund udtaler SF’s forhandler på området - og dermed mandagens gæst i Grenaa - Aage Frandsen følgende:
- For SF har det været afgørende, at forbedringer på Århus-Grenaa-banen ikke kun kommer nærbanen tæt på Århus til gode, men hele strækningen til gode. Derfor er der aftalt nye nærbanetog på hele strækningen på Århus-Grenaa-banen, større hastighed på Grenaa-banen i Århus med en nedsættelse af rejsetiden Århus-Hornslet til 29-30 minutter (i dag 36-42 min.) og Århus-Grenaa til 71-73 minutter (i dag 85-90 min.). Derudover arbejdes der på etablering af en såkaldt transversal, så der kan laves samkøring mellem Grenaa-banen og Odder-banen. Det betyder, at man kan køre direkte fra Odder til Grenaa, hvis det på et tidspnkt bliver besluttet. Det betyder, at Århus-Grenaa-banen nu er fremtidssikret, hvilket er en helt anden situation end situationen op til forhandlingerne i efteråret 1999, hvor det blev forslået at nedlægge Århus-Grenaa-banen for persontrafik fra Hornslet til Grenaa, udtaler Aage Frandsen, der på mødet i Kulturhuset Pavillonen mandag aften i indeværende uge fremlagde sine synspunkter, ligesom han også var parat til at diskutere med de fremmødte omkring deres eventuelle visioner og ønsker for Djursland - trafikalt set, forstås!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000