19-03-2001 |
|
Naturklub for børn klar til forårs-start |
![]() |
Grenaa Naturskoles naturklub for skolebørn »Musvitten« er klar til at starte op igen ovenpå vinterens mørke dage. Nye børn er også meget velkomne, ligesom voksne også meget gerne må deltage. Klubben drager ud i naturen onsdage eftermiddage for at udforske den lokale natur i en halvanden times tid. Første gang onsdag den 21. marts, og sidste gang inden sommerferien onsdag den 30. maj. Ledergruppen bag »Musvitten« består af Ruth Pedersen, Grethe Therkildsen, Bo Jensen og naturskolens leder Kai Hansen. Sidstnævnte er kontaktperson for »Musvitten«. Udgangspunktet for alle turene er Grenaa Naturskole, Klithuset - Klitten 1 - ved Grenaa Strand.
Alle turene er forskellige. Onsdag den 21. marts lægges der ud med en tur, hvor man skal gå på opdagelse i skoven og lege. Siden følger ture med det at lave fuglekasser, påsketing og pandekager, kigge efter spændende ting på stranden, fugle-kiggeri, lave naturmaling, pilefletning, fange dyr langs med molen i lystbådehavnen, gå på sporjagt i skoven og endelig får klubben besøg af en fisker, der tager nogle af »havets frugter« med med henblik på at tilberede disse, og derpå servere dem for børnene.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000