19-03-2001

Ikke stjålet noget...

Grenaa Blad logo

Et indbrud i en villa, institution, lejlighed, et kontor eller en forretning udløser ikke altid stjålne effekter. Måske er tyven kræsen, og går udelukkende efter kontanter, smykker og lignende, og finder vedkommende tyveknægt ikke nogen af delene, så forsvinder han typisk uden at have et udbytte med sig derfra. Sådanne indbrud var der nogle få stykker af i og omkring forrige weekend. Blandt andet i en børnehave på Nordre Ringvej i Ryomgård og en villa på Grønnegade i Grenaa. I begge tilfælde blev et vindue opbrudt, hvorefter man har rodet rundt - tilsyneladende uden at finde noget af interesse. Indbruddet i børnehaven skete mellem den 8. og den 9. marts, mens indbruddet i villaen skete i perioden mellem den 2. og den 5. marts.

Plantorama på Ådiget i Grenaa havde ubudne gæster natten til mandag den 12. marts. Porten blev brudt op, men herefter er tyvene formentlig blevet jaget på flugt af alarmen. Ihvertfald er der ikke blevet stjålet noget. Noget lignende skete ved SuperBrugsen i Kolind mandag aften i sidste uge ved midnatstid. Her kom tyvene ind via vareindleveringen, men her havde alarmen tilsyneladende også en kriminalpræventiv effekt på de pågældende.

Grenaa Dampvæveri’s administrationsbygning havde besøg udenfor åbningstiden mellem den 11. og den 12. marts, og her har man heller ikke fået nogle værdier med sig derfra. Mellem fredag den 9. kl. 17.00 og lørdag den 10. marts kl. 10.00 var der - for at det ikke skal være løgn - også indbrud hos Grenaa Dampvæveri, og har slap man altså afsted med en bærbar PC.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000